Carl Jacobsens Liv Og Gerning

noget af det bedste, som Mennesker kan eje, og jeg har derfor altid været yderst tilbageholdende i min Tilslutning til Mennesker. Derfor er jeg glad og lykkelig over at have Følelsen af, at De og jeg have fundet hinanden ikke blot som Samarbejdere, men i Venskab. Men det er maaske allerede for meget sagt. Man skal ikke tale om sine bedste Følelser« (Maj 1907). Jacobsen var overfor dem, han havde faaet Tillid til, udholdende i sin Følelse, de talrige Bekendtskaber, som hans vidtrækkende Bedrift og Rejser i mange Lande bragte ham, havde ingen Magt til at udviske Tanken for de gamle Venner. Ved Ungdomsvennen Sophus Møller hængte Jacobsens Hjerte til det sidste, uagtet de tidligt var bleven skilte fra hinanden. Møller blev Læge paa Landet i Jylland, han døde som Distriktslæge i Nørre Sundby (1899)12, og kun sjælden kunde Jacobsen glæde sig ved Besøg hos »min kæreste og min ældste Ven« og hans Hustru, en Plejedatter af Faderens Ven Lindahl, og den unge Slægt omkring dem. Der kunde nævnes mange Eksempler paa, hvor trofast hans Tanke holdt fast ved de gamle Venner, mange Vidnesbyrd om, hvordan han af egen Til- skyndelse ønskede at mildne mindre gode Kaar, hvori de eller deres nærmeste var bleven stillede. Men det var i det Hele ejendommeligt for Jacobsen, at han holdt Minderne om de svundne Aar vedlige; ved hver en Lejlighed fremdrog han dem, og hans stærke Hukommelse blev støttet ved hans daglige Optegnelser i Kalendere og Notebøger, og ved at han stadig søgte hen til dem13. Af mange Vidnesbyrd om hans Vennefølelse11 hidsætter vi kun en Udtalelse af Forfatterinden, Admiralinde Emma Gad paa Syvtiaars- dagen. »Jeg vil ikke sige et Ord om den store Borger — det gør alle de andre! Jeg vil rette min Tak til Vennen — til det kære Men- neske med det varme Hjerte og det trofaste Sind. Der skal jo Talent til alt her i Livet — ogsaa til Venskab. Det har De mere end nogen Anden, jeg kender. Hvor stærkt end Deres store Livsværk kalder Dem til alle Sider — bestandig finder De Tid til Deres Venner — Tid til at holde af dem og Trofasthed til aldrig at slippe dem. Det har min Slægt følt, og det føles Livet langt af Deres meget hengivne E. G.«. Den, som er udrustet med saa stor Trofasthed, vil ogsaa være forsigtig i at slutte Venskab med mangfoldige, og dog er det vist, at