Carl Jacobsens Liv Og Gerning

N2 CR I herlige Sangstemmer, han har med sine friske Øjne og sin store Skøn- hedsglæde været en flittig Besøger paa Galerier og Museer, men aldrig paa Bekostning af sin Uddannelse for den praktiske Gerning. Flere Gange maa han hjælpe sin Fader ved Indkøb af Kunstgenstande, i Wien gør han Professor Theophilus Hansens Bekendtskab, og denne viste senere Carl et varmt Venskab3. Under sit Ophold i Munchen fik han gennem sin Fader en Anmodning fra Grosserer Moritz Mel- chior om at søge Underretning om, hvorvidt en ung Pige, der havde lagt et umiskendeligt Talent for Dagen i Retning af Figurmaleri, kunde blive optaget dér i Malerskole, idet herhjemme Kvinder kun havde Adgang til at lære Blomster- og Landskabsmaleri, og til Dtisseldorf skulde hun nødig. »Jeg har ogsaa set adskillige Tegninger af Frøken Bertha Wegmann« — skriver Kaptein Jacobsen — »som virkelig vare lovende baade hvad Komposition og Opfatning angik«. Carl opsøgte derefter Wilh. Kaulbach og havde stor Tilfredsstillelse af sit Besøg hos den berømte Maler. Kaulbach gav Anvisning paa en Lærerinde (Frøken Ungerer), og Frk. Wegmann begyndte sit mangeaarige Ophold i Munchen. Hvor megen Glæde end Carl J. havde af sit Venskab med de unge Studiefæller, levede han dog ensomt, optaget som han var af sit flittige Arbejde i Bryggerierne. Landsmænd traf han ikke, eller han søgte ingen Omgang med dem. Hans Fader havde haabet, at netop hans ensomme Vandring skulde »overvinde Din Sky for at indlade Dig med Fremmede og følge den under slige Forhold naturlige Trang til at slutte sig til Mennesker om end saa flygtigt som det sker paa Jernbanefarter«. Han hører med Mishag »Din uforbeholdne Tilstaa- else om at Mennesker interessere Dig saa lidt, thi dette vidner om, at min Frygt for en ensidig eller skæv Retning i Din Udvikling er altfor begrundet«. Idelig indskærper Jacobsen derfor sin Søn at sætte sig i nærmere Vekselvirkning med Menneskelivet for ikke at blive tung og kedelig, for at drage Nytte for egen Udvikling af alt, hvad der møder ham. Han undrer sig over at Carl, naar han hørte dansk Samtale paa Galerierne, kunde dy sig for at give sig tilkende som Landsmand. 4