Monierkonstruktionerne
Den Nye Byggemetodes Epokegjørende Betydning og Anvendelse

— 7 — c. Betænkeligheder mod Monierkonstruktionerne. De Betænkeligheder, som Mange har havt imod Monier- konstruktionerne, grunder sig paa følgende 3 Formodninger: 1) At Jernet skulde ruste i Cementmørtelen. 2) At Cementen ikke vilde hefte sig fast til de glatte Jernstænger, og at der som en Følge lieraf ikke kunde være Tale om noget Samarbeide mellem disse to forskjellige Ma- terialier. 3) At Udvidelsen og Sammentrækningen ved Temperatur- forandringer skulde være forskjellig. Man liar troet, at Jernet havde en større Udvidelses- koefficient end Cementen, saa at det ved lave Temperaturer vilde løsne fra Cementen og ved høiere Temperaturer sprænge samme. Hvis disse Formodninger, der kan forekomme noksaa rime- lige, sknld.fi være rigtige, saa vilde Monierkonstruktionerne være aldeles betydningsløse. Talrige Forsøg gjennem 20 Aar liar imidlertid paa det klareste bevist, at de anførte Indvendinger er urigtige, og at det i Virkeligheden forholder sig stik modsat af, hvad man har tænkt. Da Sagen er af epokegj ørende Betydning, skal vi nærmere redegjøre for hvert enkelt Punkt: ad . 1. Blandt de mange Forsøg, som godtgjør, at Jernet ikke ruster i Cement, men at det holder sig aldeles blankt og uforandret i enhver Henseende, skal her anføres, at man i Amiens undersøgte en Vandledning af Monierrør, som havde ligget i 13 Aar i Jorden. Jernrørene i denne Ledning viste sig lige saa blanke og rustfrie, som da de kom lige fra Valse- værket. Samme Resultat fremgik af Forsøgene i Breslau 1886, hvor man, ifølge den mider Forsøgene førte offentlige Protokol, sønderlemmede 12 Aar gamle Monierplader. Endvidere har Professor Bauschinger i 1887 og nu senest i 1892 undersøgt Jernnettets Beskaffenhed i Monierplader etc., der liar ligget i 6 Aar i urent Vand under de ugunstigste Omstændigheder. De Ender af Jernstængerne, som stak frit udenfor Cement- massen, var aldeles gjennemrustede, medens derimod alt Jern,