Haandbog I Skovbrug

94 ATMOSFÆREN. Baade i Nordtyskland og i Sverrig har man paavist en lov- bunden Variation i Temperatur og Nedbør, saaledes at de tørre Aar tillige er varme, de vaade kolde. I Sverrig fandt Hamberg Nedbørsmaksima i 1861, 67, 73, 78, 83, 90, 95; Perioden var lier 11 Vs Aar med to Maksima og to Minima, medens der i Tyskland regnes med en Periode af 35.5 Aar*). Hvis det skulde lykkes at fastslaa en lignende Lovmæssighed for Danmarks Vedkommende, vilde det være af stor Betydning for Skovbruget, som da delvis kunde henlægge Kulturerne med hver enkelt Træart til de Aar, der frembød de mest passende klimatiske Forhold. Saaledes trives Rødgrankulturerne bedst i fugtige Somre, selv om de er noget kolde, medens Egen sætter særlig Pris paa Varme, og hvor Jorden er svær og vandholdende særdeles godt taaler lang Tids Tørke i Foraaret og Forsommeren. Bøgen trives bedst i en fugtig Sommer, men sætter vistnok mere end Rødgranen Pris paa Varme. Ogsaa for Bedømmelsen af Jordbundens Fugtig- hedsgrad kunde det have Betydning at vide, om den Periode, hvori man befandt sig, var tør eller fugtig. En ikke ringe Interesse har det at undersøge Klimaets Be- tydning for Skovens Fjender af Dyreriget og Planteriget, og om end vi paa dette Omraade ofte maa nøjes med Antydninger eller Gisninger, fortjener Sagen dog nærmere Omtale. I Almin- delighed gælder det, at de skadelige Dyr trives bedst, naar Vejret er tørt og varmt, medens Snyltesvampenes Udvikling fremmes ved rigelig Fugtighed. Hvorledes streng Barfrost skader Hjortevildt og Mus, er vel- bekendt ; under Sneen, der er saa skadelig for Vildtet, finder Musene derimod Lunhed og Ly. Fugtigt, regnfuldt Vejr hemmer Musenes Udbredelse, og noget lignende gælder for Oldenborren. Muligvis er Forholdet mere sammensat, saaledes at Fugtigheden skader Dyrene ved at gavne deres Sygdomsbakterier**). Den bekendte store Forskel i Oldenborreaarenes Skadelighed kan maaske bringes i Forbindelse med klimatiske Forhold i de forudgaaende Larveaar, særlig i det (2 det) Aar, hvor Larven æder mest; forud for de »store« Olden- borreaar 1855 og 1859 gik de tørre Aar 1853, 1857 (og 1858); ogsaa 1883 havde en tør Forløber i 1881; i 1885 var Nedbøren ganske vist normal, men til Gengæld var baade 1886 og 1887 tørre Aar. Det vilde være meget ønskeligt at finde en Lovmæssighed paa disse Omraader, saa at man forud kunde bedømme det kommende Oldenborreaars Skadelighed, selv om det ikke skulde lykkes at paa- vise den dybere Aarsag til Sammenhængen. Man har sikkert ofte overvurderet Betydningen af det enkelte *) Müttrich i Zeitschrift für Forst- u. Jagdwesen 1892, S. 37; H. O. G. Ellingeh: Forelæsninger over Meteorologi, 1892, S. 39; Hamberg anf. St. **) Jfr. J. F. JuDEicH und H. Nitsche: Lehrbuch der mitteleuropäischen Forstinsektenkunde, Wien, I, 1895, S. 163. J. E. V. Boas: Dansk Forst- zoologi, 1896—98, S. XIV, 123—131.