Haandbog I Skovbrug

102 BEVOKSNINGEN. væksten det første Aar kun varierer i Forholdet 1:2, er den i 1898 naaet til at variere i Forholdet 1 : 25. I denne Bevoksning har der allerede udskilt sig en underste Etage, der dog viser sig endnu langt tydeligere i noget ældre Saaninger. De forskellige Træarter besidder imidlertid ikke samme Spredningsevne, hvilket man kan iagttage i tætte over- staaede Frøbede eller Udpriklingsbede. Medens Bøg og end mere Birk*) hurtigt vil vise en stor Uregelmæssighed, bliver Kampen mellem Planter af Rødgran saa liaard, at de alle svæk- kes i Væksten; Ædelgran spreder sig stærkere end Rødgran, Eg mindre stærkt end Bøg. Jo kraftigere Jorden er, desto bedre formaar nogle Planter at vinde Sejr over andre; paa mager Jord bliver Kampen haardest, hvorfor en meget stor Plantetæthed her lettere kan blive til Skade end paa den kraf- tige Jord. Jo længere Afstand der er mellem Planterne, desto senere vil Kampen begynde, men bortset herfra er dens Forløb i Regelen det samme: Plantesamfundets Individer kæmper ind- byrdes, men beskytter samtidig hverandre mod Sol og Tørre ; mod Blæsten yder de hverandre gensidig Støtte, og det synes, som om et Forhold af 100—130 mellem Længde og Tykkelsen forneden er det højeste, der kan taales i vort Klima, naar Planten skal bevare sin Stivhed; soin oftest er dette Forhold (Formforholdet) dog kun 60—80, og jo mere isoleret Træet staar, desto tykkere maa det være i Forhold til Længden. Efterhaanden gaar de nederste Grene ud, vistnok især fordi der ikke dannes nogen ny Aarring, og Planten begynder saa- ledes at rense sig for Grene. I vide Plantninger indtræder dette Tidspunkt først sent, i tætte Kulturer tidligt. Fig. 31 viser to treaarige Bøge fra den ovenomtalte Saaning i Geels Skov, hvor Oprensningen alt er paabegyndt. Evnen til at rense sig er ikke lige stor hos alle Træarter; medens en fritstaaende Bøg eller Gran vil kunne bevare Grenene næsten lige ned til Jorden, vil en Poppel eller Lærk, selv om de staar frit, altid rense sig paa et betydeligt Stykke af Stammen. Flere af de Træarter, der forekommer i vore Skove, er almindeligvis stærkt grenede, uden at dette just er deres Natur; Grunden maa søges i, at Træet fra Ungdommen har været omgivet af Individer, tilhørende en anden, langsommere voksende Art, over hvilken det da har *) For denne Træarts Vedkommende fremtræder Forskellen som bekendt allerede i det første Aar overordentlig stærkt. Det samme gælder for Æl, hvor den store Variation dog ikke blot stammer fra individuelle Forskellig- heder, men ogsaa fra Paavirkning af andre Organismer (se S. 132).