Haandbog I Skovbrug

SELVSAANING. 149 selv om den kun bærer sjældent og knapt, men til en regelmæssig Anvendelse af Selvsaaning i Skovdriften kræves nogenlunde hyppige og rigelige Frøaar. Spørgsmaalet om Oldenmængden i Landets for- skellige Egne er af saa fremragende Betydning, at det vel fortjente at være Genstand for en grundig, systematisk gennemført Undersøgelse. Medens vi vistnok kan regne at have nogen Olden (Sprængolden) omtrent hvert tredje Aar, forefalder de store fulde Oldenaar langt sjældnere, vist kun hvert 7de Aar. Af saadanne Aar med »Land- olden« kendes fra ældre Tid 1804, 1832, 1835, 1846, 1853, 1858, 1864, 1869; i nyere Tid kan maaske 1881, 1888, 1894 og 1897 henregnes hertil. For at bære Olden maa Træet (jfr. S. 131) have opsparet en Del Reservestoffer; men ydre klimatiske Forhold paa- virker i høj Grad Blomstring og Frøsætning: Blomsterknoppernes Udvikling falder if. Th. Hartig fortrinsvis i August Maaned, og om Vinteren kan man tydelig skelne dem fra de mere slanke Knopper, der kun giver Løvskud og kun indeholder Bladanlæg, ikke Blomster. If. Carl Heyer*) er de Knopper, der kun rummer Hanblomster, svagt krummede og noget mindre buttede end de Knopper, hvori tillige findes Hunblomster. Det er en gammel Erfaring, at et Oldenaar staar i Forbindelse med den foregaaende Sommers Vejrlig ; og en nærmere Undersøgelse af Forholdene vil vise, at Varme i Juli (til Dels ogsaa i Juni, August og September) begunstiger Udviklingen af Blomster- knopper; Somrene 1803, 31, 34, 52, 57, 68, 80, 93, 96 var alle varme og til Dels tørre (altsaa rige paa Sol). I selve Oldenaaret behøves der ikke stor Varme, 1869 og 1888 var f. Eks. kolde Somre; uheldige Vejrforhold i Blomstringstiden kan vel gøre nogen Skade, men denne overvurderes dog vist ofte; fuldt saa vigtigt er et tørt, solrigt Efteraar, der synes at begunstige Oldenens Modning. Fra ovenstaaende Regler kan der vel gives Undtagelser; maaske kan de forklares ved Mangler i de meteorologiske Iagttagelser, men de kan ogsaa stamme fra andre Forhold; at 1864 blev et Oldenaar, skønt baade denne og den foregaaende Sommer var kølige og regnfulde, stammer vistnok fra, at der, saa vidt vides, ikke havde været nogen kendelig Mængde Olden siden 1858. Omvendt gav de varme Somre 1806—08 i hvert Fald paa Brahetrolleborg rigelig Bøgeolden baade i 1807 og 1808, skønt 1804 havde været et meget rigt Oldenaar. Erfaringer fra Tyskland**) peger paa, at der var hyppigere og rige- ligere Olden 1787—1811, end 1834—73 hvor Somrene gennemgaa- ende var kølige (jfr. S. 93). Det Vejrlig, der mest begunstiger Udviklingen af Olden, er vel Varme og Solskin med fugtig Luft; og det forekommer os i Over- ensstemmelse hermed, at Kystskovene giver den største Mængde Ol- den. Forskellen viser sig tydelig i Holsteinborg Skove, der strækker sig fra Smaalandshavets Kyst en Mil op i Landet. Overførster Jessen fremhæver 1846 efter en Menneskealders Erfaring, at naturlig Bøgeforyngelse i Jylland næsten kun lykkes paa en halvmaaneformet Strækning fra Kalø Vig til Kolding; dette er vel noget overdrevent, men ofte passer det godt, og det kan ikke skyldes Jordbunden alene, *) Der Waldbau, Leipzig, 1854, S. 299—300, hvor Knopperne er afbildede. **) Lauprecht i Zeitschrift für Forst- und Jagdwesen 1875, S. 252.