Haandbog I Skovbrug

168 HØG. Gang efter Gang i en hel Menneskealder har stillet Besaanings- hugst, stadig ventende paa, at Opvæksten nok vilde komme, naar man blot gav Tid, medens Resultatet kun er blevet en forarmet, græsbunden, morklædt eller muldblottet Jordbund, en mislykket Foryngelse og nogle spredte, sygnende gamle Træer. Det bedste Middel mod Græs og andre Ukrudtsplanter er en tæt Opvækst, der næsten øjeblikkelig dækker Jordbunden fuld- stændigt, og hvis Rødder trænger ned i de dybere Lag af Over- grunden, som udtørres mindre stærkt end den øverste Jordskorpe. Selve Lyset vil kun paa sydlige Hælder og langs ubevoksede Arealer gøre kendelig Skade, og Bøgen besidder i høj Grad den Evne at kunne tilpasse sig efter Belysningsgraden, men Iagt- tagelser i Foryngelserne vil noksom vise, at Ukrudtet gennem- gaaende kan taale mere Skygge end Opvæksten, og især paa den lette Bund maa man opmærksomt følge Udviklingen af de unge Bøgeplanter, saa at man lysner, saa snart de ved tynde, forsultne Knopper, blege Blade og skraa eller endog vandrette Topskud viser Tegn til at mangle Lys. Ofte er det særlig vej- ledende at betragte deres Udvikling i Eftersommeren; en sildig Affarvning af Løvet vil baade være Aarsag til og Virkning af gode Vækstforhold, hvorimod den Opvækst, der tidlig mister sin grønne Farve, utvivlsomt vantrives, som oftest paa Grund af at den er stærkt beskygget eller udsat for Sol og tørrende Vind. Tæt inde under Modertræerne vantrives Opvæksten, dels fordi Jordbunden her forarmes ved Udtørring, dels fordi der er for megen Skygge, især hvis Overstanderne efterhaanden har faaet et Bælte af lavtsiddende Vandris, og man maa ikke for- sømme at bortfjerne de Grene, der trykker Opvæksten værst. Mod Nattefrosten, hvis Betydning, som vi (S. 60) har set, er højst forskellig fra Sted til Sted, staar Selvsaaningen sig bedst, naar de unge Planter kan holde Græsset i Ave og sam- tidig selv i Løbet af kort Tid kan gro op til en sluttet, mands- høj Ungskov. Man kan imidlertid værne den meget i de første Aar ved at overholde Randtræer og andre Mure mod tilstrøm- niende kold Luft eller mod Morgensolen. Fuldt saa vigtigt som en vis Beskygning er det, at Over- gangen ved Lysstilling ikke bliver for brat. Forsigtigt og lem- peligt maa man gradvis vænne Opvæksten til at taale det stær- kere Lys og hvad dermed følger; Hugsten maa gentages hyppigt, og Arealet maa hvert Aar efterses, hvis man skal undgaa, at Ungskoven tager Skade, et Sted ved for stærk Skygge, et andet ved for rigeligt Lys. Undertiden har man vel ogsaa andre Grunde til at vente