Haandbog I Skovbrug

172 BØG. tørveholdig Bund; disse Steder vil i og for sig passe godt til Birk og Rødæl, men hvis Arealet ikke har en nogenlunde anselig Størrelse, vil de to Lystræer i Tiden blive stærkt overskyggede af Bøgeskoven. For Rødællens Vedkommende gælder det desuden, at den ofte ikke kan holdes i saa lang Omdrift som Bøgen. Det samme gælder om Rødgran, der tillige i alle Aldre trykker sine Naboer slemt, medens Egen (i hvert Fald Stilkeg) i den ældre Alder vil lide føleligt af Tryk fra den omgivende Bøgeskov, hvis denne virkelig kan vokse frodigt paa Stedet. Tilbage bliver da som værdifulde Indblandingstræer nærmest kun følgende : Ask paa de fugtige, muldede eller lerede Lavninger, Avnbøg paa de side, stive Lerjorder; Æretræ (Acer Pseudoplatamis) ogÆlm paa den friske, kraftige, muldede Haard- bund; Tandbladet Løn (Acer platanoides) paa de noget lettere Jorder, Ædelgran og Lærk paa høje, tørre, frostfrie, maaske svagt morklædte Bakker med kraftig Grus-eller Sandjord; Skov- fyr og Birk, ja i Nødsfald Bjærgfyr, paa de magreste og tørreste Bakker saavel som i de sure Mosehuller med dyb, mager Tørv. En Træart, der fuldkomment passer til dette sidste Voksested, besidder vi strengt taget ikke, og hvor Hullet kun er lille, vil man ofte uden Skade kunne lade det ligge; Forestillingerne om den Fare for Nattefrost og Mordannelse, som derved skulde af- stedkommes, er vistnok ofte overdrevne. I de følgende Kapitler vil der blive gjort Rede for, hvorledes disse forskellige Træarter bør dyrkes; her skal kun omtales, hvorledes de bedst indblandes i Bøgeskoven. Først og fremmest gælder det, at Bøgen maa vedblive at være Hovedtræarten, hvis Dyrkning bliver afgørende for Afdelingens Behandling; dernæst maa Indblandingen udføres omtrent samtidig med, at Bøge- skoven forynges, og endelig maa man stræbe at afrunde de ind- blandede Holme saa meget, som Voksestedet tillader. Simplest udfører man Indblandingen ved, som ovenfor eksempelvis om- talt, at udsaa Frø af de paagældende Træarter paa passende Dele af det bearbejdede Areal; de vil da af sig selv tage Over- haand der, hvor de bedst hører hjemme. Større Pletter, der ikke kan kultiveres ved Saaning, f. Eks. Lavninger, der er be- voksede med høje Nælder eller Hjortetrøst, beplanter man enten kort før Besaaningshugsten hvis man frygter for at de skal give Nattefrost, eller nogle Aar efter at Foryngelsen er indledet hvis Arealet maaske til Dels dækkes af Ællekrat. Vi nærmer os her til det sidste Led i Selvsaaningens Ud- førelse: Eft erb edringen. Selv den naturlige Foryngelse, der tegner til at blive mest vellykket, vil hist og her engang trænge