Haandbog I Skovbrug

SELVSAANING. 173 til at blive efterbedret, og mange Farer truer den unge Opvækst i dens første Leveaar. Undertiden kan den nedfaldne Olden som foran nævnt raadne i Jorden, naar denne er fugtig og Vinteren er mild, saaledes som 1897—98; en anselig Mængde Olden kan blive fortæret af Vildt og Mus saavel som af Bog- finker, Fasaner og andre Fugle. De fremspirede Kimplanter ædes ofte af Hjortevildt, eller de bliver i fugtige Somre, saasom 1898, dræbte af Skimmelsvampen Phytophthora Fagi, medens Musene i vore talrige, af Agerjorder omgivne Smaaskove ofte anretter store Ødelæggelser paa den noget ældre Opvækst, der vel ogsaa angribes af Hjortevildt og Harer, hvor disse Dyr op- træder i stort Antal. Sjældnere hænder det, at bladædende In- sekter ødelægger Opvæksten, dog kan Larver af forskellige Maalere (Geometra) if. Boas undertiden gøre stor Skade. For saa vidt vi besidder Midler mod disse Fjender, vil Anvendelsen senere blive omtalt; her maa det fremhæves, at Trangen til Efterbedring ikke nødvendigvis skyldes Fejl ved Selvsaaningens Udførelse, men maaske uforudselige Ødelæggelser. Desuden vil (1er altid fremkomme nogle Huller ved Skovningen af de gamle Træer, om end den Skade, der voldes ved dette Arbejde, i høj Grad afhænger af Arbejdsmaaden. Af de talrige Selvsaaninger fra Oldenaaret 1897 gik en stor Mængde til Grunde i den paafølgende fugtige, milde Vinter*). P. Wegge fandt paa Boller, at de 100 spiredygtige Bog, der faldt pr. Kvadratalen, kun gav 15 Kimplanter, som yderligere blev udtyndede af Vildt og Phytophthora Fagi. Ogsaa fra ældre Tid kendes saa- danne Ødelæggelser; Vaupell**) omtaler, at den største Del af Ud- sæden fra 1858 gik til Grunde i den paafølgende milde Vinter og tørre Sommer; det samme Forhold omtales af A. C. Oppermann**). I Begyndelsen vil man kunne udfylde Hullerne ved Saaning af Bog, enten i Riller, Kvadrater eller smaa Stik; disse sidste gøres med en Hakke eller en Spade, og i hvert Stik lægges nogle faa Frø. Senere kan man paa god Jord, hvor Planteroden er lille og tæt busket, flytte enkelte Planter eller bedre hele Blokke fra den tætte Besaaning ud paa de aabne Pladser; hvor Jorden er mager, maa man derimod hente Materialet fra Plante- skolerne, og naar Opvæksten er bleven 3—4 Fod høj, vil det i en vellykket Foryngelse som oftest være for sent at anvende Bøg ved Efterbedringen. Man plejer da ofte at indplante Ask, Ahorn, Lærk, Weymouthsfyr og undertiden Rødgran, men sidst- *) Jfr. A. Hauch i Tidsskrift for Skovvæsen 1898 A, S. 122, og J. Helms smst. S. 136. ) De danske Skove, 1863, S. 224 og Ugeskrift for Landmænd 16de Juli 1874.