Haandbog I Skovbrug

174 BØG. nævnte Art er en farlig Nabo for Bøgen, og de andre hører til vore mest usikre Træarter, til dem der paa vanskelige Steder ofte gaar ud, medens man her netop trænger til Planter, om hvilke man ganske sikkert ved, at de vil vokse og dække Jord- bunden. Hertil hører paa svær og græsbunden Jord Avnbøgen, paa magre muldblottede Pletter (Brandpletter) eller paa Steder, hvor der findes en begyndende Mordannelse, Birk og Hvidgran. Disse tre Træarter yder vel ikke altid særlig værdifulde Pro- dukter, men de lader sig let plante, og de kan ikke senere trykke den omgivende Bøgeskov. Hvorledes man end indretter sin Efterbedring, maa man ved dens Udførelse vise en rimelig Økonomi. Kun alt for ofte er der i vore Skove sparet paa Skillingen ved den første Jord- bundsbearbejdning til Selvsaaning, medens man senere har ladet Daleren gaa ved en sildig udført og kostbar Efterplantning, hvortil er benyttet en stor Mængde 6—10 Fod høje, maaske endog to Gange ompriklede Planter, saaledes at Efterbedringen vistnok jævnlig har kostet niere end den oprindelige Kultur. Det er denne, der skal være rig paa Planter; det er her, man skal lægge Hovedvægten ; det er her, man skal udføre den Blan- ding, som Terrain og Jordbund gør ønskelig. Efterbedringen er kun en Nødhjælp og ikke, som den undertiden er blevet op- fattet, en kærkommen Anledning til at indbringe værdifulde gavntræydende Arter i den »urentable« rene Bøgeskov. Det er en god Regel, at der ikke maa plantes tættere ved Opvæksten, end denne er høj, hvoraf følger, at et Hul, hvis Diameter er mindre end det dobbelte af de omgivende Planters Højde, al- deles ikke skal tilplantes. Ved at undersøge en efter Kunstens Regler efterbedret Bøgeopvækst, naar den har naaet en Alder af 20—25 Aar, vil man finde, at det store Flertal af Efter- bedringsplanter er gaaede til Grunde uden at give noget Ud- bytte eller gøre Gavn paa anden Maade. Talen er her kun om den Efterbedring, der udføres i gennemgaaende vellykkede Selv- saaninger. liehandlingen af mere eller mindre mislykkede For- yngelser skal senere blive Genstand for Omtale. Inden vi fra Selvsaaningen gaar over til at omtale andre For- yngelsesmaader, maa vi betragte den naturlige Foryngelses Historie i Danmark*). Det anføres ofte, at de smukke 80—120 *) Jfr. G. W. Brüel: Bidrag til den practiske Forstvidenskab, 1802, S. 22— 35; Abhandlungen für Fi’eunde der practischen Forstwissenschaft, Kbhv. 1802, S. 84—97. G. L. Häutig: Anweisung zur Holzzuclit für Förster, Marburg, 1791, S. 7—14. Elers Koch: Bralietrolleborg Skovdistrikt 1786 —1886 (Tidsskrift for Skovvæsen 1892 B, særlig S. 145—148). O. Kohli: