Haandbog I Skovbrug

SELVSAANING. 175 aarige Bevoksninger, der udgør saa stor en Del af vore Bøgeskove, alle er frembragte ved naturlig Foryngelse, hvorfor denne ogsaa i vore Dage maa kunne anvendes overalt. Begge Dele er lige urigtigt. En nøjagtig Undersøgelse vil vise, at mange gamle Bøgebevoksninger er frembragte ved Plantning; andre skyldes vistnok Saaning under andre Træarter, i Sæd eller paa smaa Sletter i Skoven. Fremdeles ser vi kun de vellykkede Foryngelser, men ikke de rent mislykkede, i hvis Sted man vel som oftest har faaet en Granbevoksning; andre Steder er en oprindelig ufuldkommen Foryngelse saa at sige bleven kønnere med Aarene; Hovedbenyttelsen bliver ofte stor, undertiden ogsaa god, men anselige aabne Pladser, der kun dækkes af langt udhængende Grene, viser de tidligere Huller i Bevoksningen og det Tab, der er lidt ved Mangel paa Udhugning. Endelig maa man erindre, at Svin og andre Husdyr omkring Aar 1800 gav Jordbunden en Behandling, der efter at være suppleret med Pløjning og Hakning af de haarde eller græsklædte Steder frembragte et ypperligt Voksested for de unge Planter; de fritstaaende, kronerige Træer bar rigeligt Frø, og Kreaturgræsningen hjalp til at holde Foryngelserne rene. Medens J. G. v. Langen 1764—70 kun har gjort svage Tilløb til Anvendelsen af naturlig Foryngelse, er det G. W. Brüel, hvem vi først og fremmest skylder Indførelsen af Foryngelse ved Selvsaa- ning i »regulære Hugster« (modsat den gamle Plukhugstdrift). Brüels oprindelige Fremgangsmaade synes at stemme nøje med, hvad den noget yngre G. L. Hartig senere foreskrev; kun i Spørgsmaalet om Bevarelse af Overstandere til en senere Tid er der nogen betydelig Forskel mellem de to Forfattere. Den Skov, der skal forynges, bliver lysnet saa meget, at de yderste Grene paa de tilbagestaaende Træer næsten berører hinanden; Hugsten udføres uden Hensyn til Olden- aar, og først naar et saadant indtræffer, maa Arealet indfredes; livis Indfredningen foregaar tidligere, vil Jordbunden blive forarmet, og det vil medføre stor Bekostning at gøre den skikket til at modtage Frøet. Dækningen udføres af fede Svin, der drives omkring paa Zur Geschichte der natürlichen Verjüngung (Supplement zur allg. Forst- und Jagdzeitung, Bel. IX). C. D. F. Reventlow: Forslag til en forbedret Skovdrift, 1879, S. 181. G. Sarauw: Beytrag zur Bewirthschaftung buche- ner Hochwaldungen, Göttingen, 1801; Nachtrag osv., Kbhv., 1845. M. G. Schäffer: Anviisning til Skovdyrkningen og Plantagevæsenet i Danmark, 1799, S. 10—18; Afhandling om Skoves Opelskning m. H. t. den danske Flaades Skibsbyggeri, 1811, S. 127—130. A. Schwappach: Handbuch dei- Forst- und .Jagdgeschichte Deutschlands Bd. Il, Berlin, 1888, § 85. Brüels Driftsplaner for Hardenberg (1777), Statsskovene (1791) og Brahetrolleborg (1786); C. V. Oppermanns Beskrivelse fra 1815 af sidstnævnte Distrikt, °- fl. Arkivsager, af hvilke de fleste er omtalte i A. Oppermann: Bidrag til det danske Skovbrugs Historie 178(5—1886 (Tidsskrift for Skovbrug Bd. X). I dette Arbejde er (S. 83—85) fejlagtig anført, at Brüel allerede 1786 indskrænkede Udførelsen af den mørke Hugst til Oldenaarene. »Zu- schlag« betyder ikke Besaaningshugst, men Indfredning. Den langvarige Overholdelse af Modertræerne, til Skade for den unge Opvækst, omtales særlig i G. C. Ulrichs Driftsplaner for Sorø og Korselitze Skove, men paa mange Steder kan dens Følger endnu i vore Dage tydelig ses.