Haandbog I Skovbrug

176 BØG. Arealet. Naar Opvæksten er bleven saa stor, at den kan undvære Beskyttelse af Overstanderne, udføres Efterhugningen, ved hvilken pr. Td. Land kun levnes 20—30 højstammede Træer, som overholdes til næste Hugst [gennem hele Omdriften? i hvert Fald i mange Aar] og skal yde svært Gavntræ. Muligvis har Efterhugningen været for- delt paa flere Aar. G. W. BrOels og G. L. Hartigs »mørke Hugst« har i Virkelig- heden været meget lys, lysere end vore nuværende Besaaningshugster. Den tilhører en ældre Form af Foryngelseshugst, i hvis Sted man mod Slutningen af det 18 de Aarhundrede gikover til at anvende en svag Forberedelseshugst, efterfulgt af en egentlig Besaaningshugst der blev stillet i Oldenaaret. Denne Foryngelsesmaade anbefales allerede 1802 af Brüel, og den blev tidlig anvendt af C. V. Opper- mann, der 1815 fremhæver, at den ældre Hugningsniaade i vort Lavland frembringer en stor Mængde Græs og andet Ukrudt, især efter at Skovene er bievne indfredede, — en Iagttagelse, der jo i Grunden stemmer med G. W. Brüels ovenanførte Udtalelser. I øv- rigt anbefaler C. V. Oppermann ligeledes at stille Besaaningshugsten temmelig lys, saa at Opvæksten kunde trives i de første Aar. Lig- nende Grundsætninger følger M. G. Schäffer i sine Skrifter, ja 1799 anbefaler han endog (Tabellen til S. 18) ved »den mørke Udhug- ning« at borttage henved tre Fjerdedele af Massen. Derimod har G. Sahauw i sin ypperlige Beskrivelse af den i visse hannoveranske Skove anvendte Fremgangsmaade anbefalet en Forberedelsesliugst, en meget mørk Hugst i Oldenaaret og derefter en Lysningshugst det følgende Aar; men dels fraveg han selv senere denne Forskrift, dels har han, saa vidt vides, kun frembragt faa vellykkede naturlige Bøge- foryngelser, og i hvert Fald har det Værk, som han udgav 1801 (i en Alder af 22 Aar) næppe været Rettesnoren for vor Behandling af Foryngelserne omkring Aar 1800. Sarauws Skrift vil altid sikre ham en smuk Plads i Litteraturen, men han har i Modsætning til den 27 Aar ældre Bküel aldrig indtaget nogen ledende Stilling i vor praktiske Skovdyrkning. Der foreligger, saa vidt vi ved, intet, som tyder paa, at den ældre Tids Besaaningshugster her i Landet har været mørkere end dem, der nu almindelig stilles. Derimod var det forhen endnu mere end nu almindeligt, at man tog fat paa større Arealer, end man senere kunde overkomme at behandle paa rette Maade, hvoraf fulgte, at Opvæksten for en stor Del blev ødelagt. Naar Bøgeforyngelserne i Tiden 1820—1860 paa mange Steder mislykkedes, da har Grunden næppe været en urigtig Lysningsgrad, men maaske et mindre gunstigt Klima og i hvert Fald Mangelen paa Forstaaelse af, at man maatte bearbejde Jordbunden, efter at Svin og Kvæg var forsvundne fra Skoven. Hvor Forholdene ikke var særlig gunstige, blev Jordbunden mindre dækket af Opvækst end af Græs eller Lyng, hvorimod Selvsaaning aldrig har ophørt at være Grundlaget for Bøgens Foryngelse paa de Steder som f. Eks. Brahe- trolleborg, hvor man tidlig er kommen ind paa at tilvejebringe et godt Frøleje og paa at indskrænke Anvendelsen af Selvsaaning til de muldede Jorder. Kunstig Saaning kan i Hovedsagen anvendes paa saadanne Steder, hvor Jordbund og Klima tillader Udførelsen af Selv-