Haandbog I Skovbrug

UDHUGNING. 239 Raadenskab undertiden op i Stammen. Disse Bevoksninger, der som oftest er gammel Gærdselsskov eller Græsningsskov, maa forynges, saa snart de giver nogenlunde brugbare Effekter; ved Udhugningen kan man ofte kun naa at udtynde de tætteste Holme og at fjerne særlig krogede og lavkronede Træer, som vilde gøre Skade ved For- yngelsen. Disse Bevoksningsformer forsvinder vel mere og mere, men de forekommer endnu i de fleste Egne af Landet, saavel i gamle Stutterivange og de fra Fæstegodset udskilte Skovlodder som i de ødelagte midtjydske Skove, der gradvis gaar over i et værdi- løst Krat, som ikke kan behandles ved Udhugning eller formes til Højskov. Undertiden har Bevoksningen oprindelig været velformet og stammerig, men er bleven for hug get, idet man har misforstaaet Grundsætningerne for rationel Udhugning, saa at de større Træer i 40—50 Aars Alder kun har 6—8 Alen Bul. Her maa Øksen kun anvendes med stor Forsigtighed, men Saven desto mere; de værdi- fuldeste Træer maa formes ved omhyggelig Beskæring, og Tveger, der vil forekomme i stort Antal, maa behandles med Huggert, saa at de senere kan borttages fuldstændigt. Paa lette og tørre Jorder vil en saadan Bevoksning temmelig hurtigt rense sig i passende Højde, men Væksten kan let have taget Skade, idet Jordbunden er bleven forringet, maaske endog morklædt; den kraftige og friske Jord vil højst være bleven noget fast og muldfattig, men her er det paa den anden Side meget vanskeligt at faa Træerne til at rense sig. Hvor Bevoksningen er forsømt med Udhugning, saa at de enkelte Træer er bievne piskeformede og svajende, maa man vogte sig meget for at indhente det forsømte ved en enkelt Hugst; en saadan Fremgangsmaade vilde udsætte Bevoksningen for at blive toptør og Jordbunden for at blive morklædt. Maaske er det sidste Onde allerede opstaaet som Følge af Mangel paa Lys og Udluftning (jfr. S. 25), men i hvert Fald bør man gradvis rette det begaaede Fejlgreb, saaledes at man gør Udhugningsperioden kortere i samme Grad som den tidligere har været for lang. Hvis man i Stedet for at hugge hvert 6te Aar har ladet hengaa 9 eller 12 Aar, bør man 1 den kommende Tid hugge med 4 eller 3 Aars Mellemrum, ja det kan være rigtigt til en Begyndelse at hugge hvert eller hvert andet Aar, saa at man første Gang især søger at udvikle Hovedtræer, men først senere borttager de mange uskadelige, undertrykte, piskeformede Træer, der forlængst burde være fjernede. Undertiden bør man yel endog skride til en Udmærkning af c. 100 Træer pr. Td. Land i 50—80 aarige Bevoksninger og det firdobbelte Antal i Ungskov, altsaa et Træ for hver 12 te eller hver 6 te Alen, idet man dog tager niere Hensyn til Træernes Form og Vækst end til en jævn For- deling. Udhugningen tilsigter først og fremmest at forøge Udbyttet af den enkelte Bevoksning, men vi maa ikke for den øjeblikke- lige Indtægt tabe Fremtiden af Syne; Skovplejen bestaar ikke blot af Træpleje, men ogsaa af Jordbundspleje. Vi har allerede omtalt Bevarelsen af underste Etage, Anvendelsen af korte Ud- iugnmgsperioder og Forsigtighed ved Borthugning af indblandede