Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
UDBREDELSE I DANMARK. 273
dens der oprindelig har foresvævet Skovdyrkerne et Ideal af
obbelt Højskov, hvor Egen gavnede Bøgen ved sin lette Skygge,
og Bøgen til Gengæld dækkede Jordbunden under Egene. Rime-
ligvis ført paa Vildspor ved et mangelfuldt Kendskab til Ege-
skovene i Spessart opgav man den ældre, gennem danske Iagt-
tagelser og Erfaringer udviklede Form for Egehøjskov: en ren
og ensaldrende Bevoksning, der behandles uden Hensyn til
Underskoven, saaledes at dennes Tilvækst og Udbytte er noget
underordnet, naar blot Jordbunden beskyttes paa bedste Maade.
egejstringen for den dobbelte Højskov førte endog til, at man
underplantede Egen med Rødgran, som var det for Jordbunden
og Overstanderne skadeligste Træ, man kunde vælge. Medens
< e ældre kunstigt anlagte Egebevoksninger overvejende er frem-
lagte ved Saaning paa Agermark, Overdrev eller Slette, har
nian omkring Midten af det 19 de Aarhundrede fortrinsvis kul-
leret Egen ved Plantning af store Planter paa vid Afstand,
undertiden i Blanding med Bøg eller Rødgran, hvilket gennem-
gaaende har givet et tarveligere Resultat end de Saaninger, der
stammer fra Tiden mellem 1815 og 1880, og som hovedsagelig
er udførte paa Agerjorder der er indtagne fra Fæstegodset.
enere er betydelige Strækninger af gammel Bøgeskov paa stiv,
,eret Jord undersaaede med Eg, ligesom denne Træart har af-
Øst en Del Bevoksninger af Æl, Hassel og Rødgran paa kraf-
!ge Jorder, hvorimod den nyere Fæstelovgivning (L. 19. Febr.
f861’ §§ 2, 8 og L. 9. Marts 1872) har medført, at der i de
lugtbare Egne af Landet ikke længere anlægges megen Ege-
j?°' Paa gammel Agermark. Ved de store, nye Skovanlæg i
(j eder og Klitter samt paa magre Agerjorder har man kun i
ganske underordnet Grad anvendt Egen.
Egekrattene, (1er overvejende findes i Vestjylland, men
< og ogsaa i andre Dele af Halvøen og paa Bornholm, er Rester
gammel Storskov, der ikke har maattet vige for Bøgen, men
°i Lyngen eller for Flyvesandet, samtidig med at de er bievne
^’shandlede af Mennesker og Kreaturer. En Del af Krattene
b^ar langsomt til Grunde, udsatte for al Slags Vanrøgt, medens
andre tilintetgøres ved Kultur med Naaletræ, især Rødgran.
o ,Medens Egekrattene er en Slags Lavskov (Stævningsskov),
en >de .§amle Egebevoksninger ofte nærmer sig til Mellemskoven
Plukllu8st’ drives de yn8re Bevoksninger, der er Gen-
H nd I or regelmæssig Dyrkning, udelukkende som regelmæssig
nJ.S <0I’ °g naar intet andet siges’ er det denne Driftsform, der
omhandles i det følgende.
For hundrede Aar siden var Egen det mest ansete Skovtræ,
18