Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
354
AHORN.
Ahorn af Møbelsnedkere som Finer, svære Tveger kan have høj
Værdi, og det kostbare Fugleøjetræ er i Regelen denne Træart, der
undertiden farves. Ogsaa Drejere, Instrumentmagere, Billedskærere,
Skemagere og Træskærere køber gerne Ahorn, endog af smaa Dimen-
sioner; til Træmærker anvendes betydelige Mængder, og i enkelte
Egne er den et meget søgt Træskotræ. Kun til Møbler forlanges
der nogenlunde lange, rette og retvoksede Kævler. Paa andre Om-
raader nøjes man med Længder paa 2-6 Fod, og den laveste
Grænse for Gavntræets Tykkelse gaar jævnlig ned til c. 5 Tmr.,
undertiden endnu længere, samtidig med at der kun stilles smaa
Fordringer til Veddets Renhed og Stammens Form. Da Æretræet,
hvor det overhovedet vil trives, vokser rask i Ungdommen, kan
man hurtigt opnaa at frembringe en Del Gavntræ. Veddet af Tand-
bladet Løn regnes i Udlandet ofte for at være grovere og mindre
værdifuldt; Farven er undertiden rødlig, det bliver lettere ormædt,
Aarringens Grænse er uregelmæssigt bugtet, medens den hos Æretræ
er smukt cirkelrund.
Ahorns fordringer til Voksestedet ligner i mange Hen-
seender Bøgens, men er ligesom skærpede. En skør, varm, frisk
(men ikke vaad), muldrig (men ikke torvet) og kraftig Jordbund er
nødvendig, hvor Ahorn skal trives; den bør kun dyrkes paa Jorder,
hvor baade Bøg og Ask kan udvikle sig smukt, og det ypperste
Kulturarbejde, den mest omhyggelige Pleje formaar kun lidet over
for denne lunefulde, uberegnelige Træart, som paa den anden Side,
hvor Forholdene fuldt ud tiltaler den, breder sig og vokser over al
Maade, med en Bladfylde og en Evne til at undertrykke Naboerne
som næppe noget andet Træ*). Det middelgode er Undtagelsen,
det ypperlige og det mislykkede Regelen. Rigelig Varme og Luft-
fugtighed gavner Ahorn; det milde Kystklima synes at tiltale den i
lige saa høj Grad, som det barske Klima i Midtjylland synes skade-
ligt for dens Vækst. Omfattende og fortrinlige Plantninger, udførte
c. 1880 paa Frijsenborg under højst forskellige Forhold,’ sygnede
hen, medens ganske lignende Kulturer, med samme Plantemateriale
men i Rugaards Kystskove, viste den mest frodige Vækst. Over for
Vinden staar Ahorn sig ret godt, og den lider kun sjældent af Natte-
frost. De unge Planter taaler megen Skygge og vokser frodigt langs
en skyggegivende Bevoksningsrand, naar dennes Grene kun ikke
overskygger Ahornplanterne; selv gammel, undertrykt Opvækst kan
udvikle sig smukt, naar man lysner for den. Ungskoven stiller
sig noget lysere end Bøg, og med Aarene nærmer den sig i Ud-
seende til Askebevoksningen; dog giver den saa megen Skygge, at
det er tvivlsomt, om der i Regelen vil kunne trives en Undervækst,
medens 1 ræarten trods sit rigelige Løvfald næppe selv kan beskytte
Jordbunden, i hvert Fald naar Talen er om regelmæssig Højskovs-
drift. Ahorn hører absolut til de smaa Arealers Træarter (S. 145);
vi bør ikke bringe den frem i store, samlede, ensaldrende Bevoks-
ninger, men som Smaaholnie, især mellem Bøge, og af en Størrelse
*) Jfr. J. M. Buch i Lolland-Falsters Forstmandsforenings Forhandlinger 1895.
- I England synes Ahorn at kunne vokse overalt, hvor der ikke findes
stillestaaende Vand. (J. Brown: Anf. St. S. 144).