Haandbog I Skovbrug

354 AHORN. Ahorn af Møbelsnedkere som Finer, svære Tveger kan have høj Værdi, og det kostbare Fugleøjetræ er i Regelen denne Træart, der undertiden farves. Ogsaa Drejere, Instrumentmagere, Billedskærere, Skemagere og Træskærere køber gerne Ahorn, endog af smaa Dimen- sioner; til Træmærker anvendes betydelige Mængder, og i enkelte Egne er den et meget søgt Træskotræ. Kun til Møbler forlanges der nogenlunde lange, rette og retvoksede Kævler. Paa andre Om- raader nøjes man med Længder paa 2-6 Fod, og den laveste Grænse for Gavntræets Tykkelse gaar jævnlig ned til c. 5 Tmr., undertiden endnu længere, samtidig med at der kun stilles smaa Fordringer til Veddets Renhed og Stammens Form. Da Æretræet, hvor det overhovedet vil trives, vokser rask i Ungdommen, kan man hurtigt opnaa at frembringe en Del Gavntræ. Veddet af Tand- bladet Løn regnes i Udlandet ofte for at være grovere og mindre værdifuldt; Farven er undertiden rødlig, det bliver lettere ormædt, Aarringens Grænse er uregelmæssigt bugtet, medens den hos Æretræ er smukt cirkelrund. Ahorns fordringer til Voksestedet ligner i mange Hen- seender Bøgens, men er ligesom skærpede. En skør, varm, frisk (men ikke vaad), muldrig (men ikke torvet) og kraftig Jordbund er nødvendig, hvor Ahorn skal trives; den bør kun dyrkes paa Jorder, hvor baade Bøg og Ask kan udvikle sig smukt, og det ypperste Kulturarbejde, den mest omhyggelige Pleje formaar kun lidet over for denne lunefulde, uberegnelige Træart, som paa den anden Side, hvor Forholdene fuldt ud tiltaler den, breder sig og vokser over al Maade, med en Bladfylde og en Evne til at undertrykke Naboerne som næppe noget andet Træ*). Det middelgode er Undtagelsen, det ypperlige og det mislykkede Regelen. Rigelig Varme og Luft- fugtighed gavner Ahorn; det milde Kystklima synes at tiltale den i lige saa høj Grad, som det barske Klima i Midtjylland synes skade- ligt for dens Vækst. Omfattende og fortrinlige Plantninger, udførte c. 1880 paa Frijsenborg under højst forskellige Forhold,’ sygnede hen, medens ganske lignende Kulturer, med samme Plantemateriale men i Rugaards Kystskove, viste den mest frodige Vækst. Over for Vinden staar Ahorn sig ret godt, og den lider kun sjældent af Natte- frost. De unge Planter taaler megen Skygge og vokser frodigt langs en skyggegivende Bevoksningsrand, naar dennes Grene kun ikke overskygger Ahornplanterne; selv gammel, undertrykt Opvækst kan udvikle sig smukt, naar man lysner for den. Ungskoven stiller sig noget lysere end Bøg, og med Aarene nærmer den sig i Ud- seende til Askebevoksningen; dog giver den saa megen Skygge, at det er tvivlsomt, om der i Regelen vil kunne trives en Undervækst, medens 1 ræarten trods sit rigelige Løvfald næppe selv kan beskytte Jordbunden, i hvert Fald naar Talen er om regelmæssig Højskovs- drift. Ahorn hører absolut til de smaa Arealers Træarter (S. 145); vi bør ikke bringe den frem i store, samlede, ensaldrende Bevoks- ninger, men som Smaaholnie, især mellem Bøge, og af en Størrelse *) Jfr. J. M. Buch i Lolland-Falsters Forstmandsforenings Forhandlinger 1895. - I England synes Ahorn at kunne vokse overalt, hvor der ikke findes stillestaaende Vand. (J. Brown: Anf. St. S. 144).