Haandbog I Skovbrug

360 ÆL. Hvidællen har if. Willkomm*) en meget stor Udbredelse dels i Nordeuropa, hvor den naar op i Finmarken, og i det nordlige Rusland, Sibirien og Nordamerika, dels i Alperne, Øst- frankrig, Karpaterne, Apenninerne. Den udbreder sig let ved Skud Ira Rødderne og forekommer hyppigt som Underskov eller som Indblanding mellem Birk, men dækker dog ogsaa i Nord- østfinland store samlede Strækninger. Hos os er den langt mindre udbredt end Rødællen, og den følgende Fremstilling gælder, naar intet andet siges, sidstnævnte Art. Veddets Egenskaber afviger en Del fra dem, der findes hos de tidligere omtalte Træarter. Aarringen er bygget omtrent som hos Avnbøg, med smaa, jævnt fordelte Kar og uægte store Marv- straaler, men Ælletræ er letspalteligt, løst, blødt og let; mørke- brune Marvpletter forekommer i stor Mængde. Brændkraften er kun 0.6 af Bøgens; Veddet staar sig godt under Vand, men raadner, udsat lor Luften, temmelig hurtigt. Straks efter Fæld- ningen er det hvidt, men det farves under Luftens Paavirkning teglstensrødt, og denne Farve holder sig, men bliver noget mat- tere, naar Veddet tørrer; undertiden kan den dog ogsaa gaa over til gulligt eller grønligt. Ælletræ. bliver let ormstukkent, men anvendes desuagtet en Del til Møbler, da det tager godt mod Bejdse. Vigtigere er dog Anvendelsen til Tøffelbunde, Kapsko og, i Fyn og Nordøstjylland, Træsko; slanke Stænger bi uges som ovenfor nævnt en Del af Humledyrkere og Fiskere samt i Husbygningen. I Krudtfabrikationen bruges undertiden betydelige Mængder af de to Ællearter; paa andre Omraader foretrækker man ofte Rødæl og anser Hvidællen, der er lysere og har mere Glans, færre store Marvstraaler og færre Marv- pletter, for at staa tilbage i Vægtfylde, Haardhed, Styrke og Va- lighed; men hvor den har været udbudt i længere Tid, vænner Befolkningen sig dog ogsaa til den. Selv meget smaa Tykkelser af Æ1 kan bruges til Gavntræ, og medens man paa nogle Om- raader stiller strenge Fordringer til Veddets Form og Renhed, gælder dette ikke for Anvendelsen til Fodtøj; sunde Ælleskove *) Vore vigtigste Kilder til Oplysning om Træarternes Udbredelse i Udlandet er følgende. Th. Hartig: Vollständige Naturgeschichte der forstlichen Culturpflanzen Deutschlands, Berlin, 1851. M. Willkomm: Forstliche Flora von Deutschland und Oesterreich, 2. Aufl., Leipzig, 1887. F. C. Schübeler: Die Pflanzenwelt Norwegens, Christiania, 1873—75. A. Mathieu: Flore forestière, 4. éd., par P. Fliche, Paris-Nancy, 1897. J. Brown: The fore- ster, 6. ed., by J. Nisbet, London, 1894. G. Hempel u. K. Wilhelm: Die Baume u. Sträucher des Waldes, Wien, 1889—99. Hj. Hjelt: Utbred- ningen af Finlands träd . ., (Finska Forstföreningens meddelanden, Bd. 14, Helsingfors, 1897).