Haandbog I Skovbrug

382 ELLEVTE KAPITEL ANDRE LØVTRÆER Efter at have omtalt de Træarter, der udgør Hovedmassen af vore Løvskove, maa vi endnu i Korthed nævne en Række Arter, (1er vel er af niere underordnet Betydning, men hvoraf mange dog enten dyrkes eller fortjener at blive det, medens andre i hvert Fald har Værdi som Handelsvare, hvor de optræder selvsaaede, og atter andre, hvis Gavntræ indføres fra fremmede Lande, konkurrerer med vore Skoves Udbytte. De dyrkede Arter er dels oprindelig vildtvoksende i Danmark, dels indførte, hovedsagelig efter Midten af det 18 de Aarhundrede. I il denne Gruppe hører Ælm, Kastanie, Navr, Lind, Fuglekirsebær og Hestekastanie samt en Række Popler og Pile. Ælmen (Ulmus montana Sm.) vokser vild, i hvert Fald paa de danske Øer, og plantes almindeligt som Alleetræ, hvortil den egner sig ypperligt, medens den kun sjældent bliver dyrket i vore Skove. I nogle Egne indfinder den sig ofte ved Selvsaaning i Bøge- foryngélserne og i Egekulturer, hvor den trykker sine Omgivelser i høj Grad. Den trives bedst paa frisk og muldrigt Skørler, men kan ogsaa vokse paa fugtigt Sand og paa muldet Tørv. Mod Blæsten staar den sig særdeles godt. Veddet er haardt og middeltungt; Byg- ningen minder om Egens, dog er Marvstraalerne langt mindre og Spaltningsfladen bølget. Kernen er rødbrun, Splinten hvid; Veddet er stærkt, tungtspalteligt, meget varigt og i Stand til at modtage en smuk Politur. Det anvendes derfor til Skafter, Hjulnav og mange andre Redskabsdele, til Møbler og Instrumenter, saavel som til Bro- planker og Kragetræer hvor det har vist sig meget holdbart. Brænde at Ælm er lidet anset, men fejlfrit Gavntræ betales fuldt saa højt som Eg; Grænsen for den anvendelige Tykkelse gaar dog sjældent ned under 8 Tmr., og en stor Mængde Stammer har Fejl: Store raadne Knaster og »Tude«, Snoning, Tveger, Ringskøre, Frostrevner og Kernekløft (Fig. 27, S. 65; Fig. 46, S. 115). Foruden vor al- mindelige Ælm planter man jævnlig to andre, sydligere Arter, U- campestris Sin. og U. e/fusa Willd., af hvilke den første har bedre, den sidste mindre godt Ved end vor danske Art, der her til Lands vistnok overgaar dem i Vækstens Hastighed. Fig. 121 viser For- skellen mellem de tre Arters Frø. Det er kun en underordnet Plads, (1er kan tilkomme Ælmen i voi almindelige Højskov. Den hører ligesom Ahorn afgjort til de smaa Arealers Træarter. I Ungskov af Bøg, Eg og Ask maa man vaage over, at de indblandede Ælme ikke fortrænger Hovedtræarten, medens der paa den anden Side er Grund til at bevare afrundede af velformede Træer. Hvor der er megen Blæst, men or loldene i øvrigt tiltaler Ask og Ahorn, vil man med Fordel kunne V * e °g * Læbælter paa god Jord fortjener den almindelig nven else. Hvor man ikke nøjes med den selvsaaede Opvækst,