402
RØDGRAN.
Det var vel værd at søge fundet en Form af Rødgranen, der
hav de forholdsvis dybtgaaende Rod, men i øvrigt voksede lige saa
godt som Hovedarten. Hvis en saadan Form findes, burde vi dyrke
den i vore vindaabne Skove, medens det synes os meget voveligt at
gaa over til Dyrkning af Nordlandsgranen, da den rimeligvis vokser
langsommere end Granen i vore Nabolande, uden at vi med Sikker-
hed ved, at den i vort Klima er særlig modstandsdygtig over for
Svampe.
Rødgranens fremtidige Udbredelse bestemmes fuldt saa meget
al dens Forhold over for Svamp som af dens Fordringer til
Voksestedet, men disse sidste har dog altid Betydning ved at
vise os, hvorledes vi skal dyrke Træarten. Rødgranen kan ud-
vikle sig smukt paa mange Jordbundsarter; den vokser lige
saa frodigt paa det dybgrundede, svagt lerede Grus som paa
Skørler og vistnok bedre end paa stift Ler; stor Kalkmængde i
Hg. 123. Rodgranbevoksning, c. 50 Aar gammel, paa Østsiden af Ravnebjærg
i Jyderup Skov, Odsherred. Paa Bakken, hvor der findes højtliggende Leral,
er Træerne 28 Fod, i Dalen 56 Fod.
Jorden synes her i Landet ikke at tiltale den, medens den kan
vokse paa Tørv, om end Mosegran har Ord for at være slet-
formet, svampet og sygelig. Selv paa fladgrundet Jord, f. Eks.
Skørler eller Sand med højtliggende Leral, kan Granskoven paa
Grund af de fladtstrygende Rødder udvikle sig taaleligt, men
dog langtfra saa godt som paa mere dybgrundet Jord (Fig. 123).
Paa det magreste Sand bliver Grankulturen ikke til Granskov;
Planterne lever, men de vokser næsten ikke (Fig. 124). Til
Overgrundens Tilstand stiller Rødgran ikke store Fordringer;
ligesom Egen hører den til de Træarter, der kan vokse godt
paa de mørke, stærkt farvede Jorder med stor Farveforskel
mellem Overgrund og Undergrund; den kan udvikle sig smukt
saavel paa god Muld som paa Konvalmor, ja endog paa Skov-
stjeinemor og paa muldfattig Bund, men den er dog vist mere
følsom for Skørhed og for god Bearbejdning af faste Jordarter,