Haandbog I Skovbrug

DE FORSKELLIGE HUMUSFORMER. 33 mellem Lyngens Affaldsrester, hvis Størrelse jo i og for sig er mindre end Bøgens. Paa Syltengene forekommer en Mængde forskellige Planter, af hvilke snart den ene, snart den anden kan danne Hoved- bevoksningen, saaledes Strand-Vejbred (Plantago maritima), Strand- Kogleaks (Scirpus maritimas), Rødtop (Odontites littoralis), Strand- aster (Asier Tripolium) og forskellige Græsser; i andre Tilfælde kan Hindebæger (Statice Behen) overtrække hele Morlaget med et Tæppe, <ler i Blomstringstiden gaar over fra Grønt til Violet. Medens den typiske Muld er skør, grynet, temmelig humus- fattig, dækket af løst liggende Affaldsrester, er Morlaget fast at træde paa, sammenhængende, sejt, rigt paa Humus, hvoraf der forekommer omtrent 35 pCt. saavel i Bøgemor som i Lyngmor. Overfladen er saa tæt, at Regnvandet selv paa løse Sandjorder kan danne Pytter i Morlagets Fordybninger, men naar dette Dække først er gennemblødt, kan det være vanddrukken L som en Svamp, medens Jorden under det er tør. Allerede tæt lejrede Bøgeblade kan modstaa et anseligt Vandtryk, og det varer et Par Dage, inden selv stærke Regnskyl formaar at trænge gennem en 3—4 Tmr. tyk Hedemor. Hertil kommer den vigtige For- skel, at Mulden er kemisk neutral, medens Moren er sur, hvilket i Forbindelse med Dyrelivets forskellige Udvikling faar en over- ordentlig Indflydelse paa de dybere liggende Lag. Det Vand, der fra Jordbundens Overflade siver ned i dybere Lag, vil optage frie Syrer, vistnok især Humussyrer, men ogsaa Kulsyre og maaske en Række andre Syrer, fra Moren og derved sættes i Stand til at opløse og bortføre forskellige Stoffer, særlig Jærntveiltehydrat, der paa de magre Jorder er den vigtigste Bærer af Absorptionsevnen. Naar denne gaar tabt, omdannes Overgrundens øverste Lag efterhaanden til Blysand, et hvid- graat, særdeles næringsfattigt Lag, der ofte ved Vandets Ind- virkning er pakket sammen til en fast Masse. I større Dybde afgiver det sure Vand, der optager Baser af Jorden og Ilt af Jordluften, humussure Forbindelser og Jærntveilte; under Bly- sandet dannes saaledes et Lag Hu musal, der er stærkere farvet end de dybere liggende Lag, og hvis Sandskorn viser sig omhyllede af et rødbrunt Stof. Tillige foregaar der en Bort- slemning af Humusdele, Ler og dertil knyttet Jærn fra de øvre til de dybere liggende Lag, og endelig vil Vandet udvadske saa- vel Kalk som Jærn af Jordbunden. Hvis Udviklingen fortsættes, hvilket især vil finde Sted paa de lette Jorder, tiltager Blysands- laget i Mægtighed, og Humusalen rykker dybere ned, samtidig med at den bliver mere fast og ofte mørkere farvet. Til sidst kan Blysandet opnaa en Mægtighed af 1—2 Fod, og Alen sam- nienkittes til en haard, stenagtig Masse, medens dens Farve 3