■
457
FJORTENDE KAPITEL
ÆDELGRAN
»Samtidig med Rødgran blev Ædelgranen (Abies pectinata
DC.)* af v. Langen indført til Danmark, efter at han tidligere
havde begyndt at dyrke den i Harzen; til England blev den
indført omtrent Aar 1600. Træartens naturlige Voksekres stræk-
ker sig fra Pyrenæerne og de vestlige Alper til Østkarpaterne,
fra de mellemfyske Bjærge til de sydeuropæiske Halvøer og
Korsika, men inden for disse Grænser dækker den langtfra saa
store samlede Flader som Rødgranen; tværtimod forekommer
Ædelgranen ofte blandet med andre Træarter, især Bøg og Rød-
gran, og bliver kun i enkelte Egne det herskende Skovtræ. I
Mellemeuropa findes Ædelgranen ligesom Bøgen fortrinsvis i
Lavbjærgene, men dog oftest lidt højere oppe end denne Træ-
art, eller paa Steder hvor der er meget fugtig Luft og i Regelen
tillige stor Nedbør. Erfaring viser, at den trives ypperligt i det
nordlige Mellemeuropas Kystlande, og allerede omkring Aar 1800
har den her i Landet været dyrket mange Steder; selv i vore
ældre Hedeplantager: Stendalgaard, Palsgaard, Randbøl, viser
den sig at trives godt. Dog er dens Udbredelse i Danmark
endnu ikke stor; v. Langen anvendte den langtfra i samme
Udstrækning som Rødgran, og store samlede Bevoksninger fin-
des kun i en enkelt Landsdel: Bornholm, hvor alt Hjortevildt
har manglet fra Slutningen af det 18de til Slutningen af det
19de Aarhundrede**). Andre Steder har vi vel omfattende
Kulturer fra den sidste Snes Aar, men kun yderst faa mid-
aldrende Bevoksninger og af ældre Skov næsten kun Stnaaholme,
intet dansk Skovdistrikt indeholder en Række Ædelgianbeyoks-
ninger af alle Aldre og i regelmæssig Drift; faa Steder har man
kunnet udbyde saa anselige Mængder, at Forbrugerne ad lu-
tringens Vej har dannet sig en Mening om Varernes Egen-
skaber og Værdi. Det samlede Areal af Ædelgran i Danmark
udgør sikkert endnu ikke en Kvadratmil, men det vokser stærkt,
SS
*) I nogle Egne af Landet kaldes dette Træ Hvidgran, en Oversættelse af
det tyske Weisstanne, og Picea alba benævnes da Blaagran. Det smukke
Navn Ædelgran bør dog bevares, da det har almindelig Borgerret i Sproget
og næppe er uden Betydning for Købernes Dom om Træartens Værdi.
**) Jfr. A. Oppermann: Bidrag til det danske Skovbrugs Historie 1786—1886,
S. 45.