Haandbog I Skovbrug

458 ÆDELGRAN. vistnok med 300—400 Tdr. Land om Aaret. Disse Uregelmæs- sigheder er i Hovedsagen en Følge af, at Hjortevildtet efter- stræber Ædelgranen stærkt. Omkring Aar 1800 blev disse Vildt- arter jævnlig bortskudte, hvor de gjorde Skade, og de optraadte tilmed næppe fuldt saa ødelæggende som senere (jfr. S. 313); i vore Dage indhegner man Kulturerne, og vi ser derfor en lig- nende Bølgegang i Ædelgranens Dyrkning som i Egens. De ældste Bevoksninger er frembragte ved Plantning, de midaldrende dels paa samme Maade, dels ved Selvsaaning Ira v. Langens Plantager; de unge Kulturer er for største Delen Plantninger. Om Veddets Egenskaber og Anvendelse gælder i mange Henseender, hvad der er anført for Rødgran. Nogle Afvigelser er der dog, selv bortset fra at det mangler Harpikskanaler. De spredte Knaster er færre og mindre, men vistnok sortere end Rødgranens, og erfarne Praktikere paastaar, at de kan kende lorskel paa Bræder af de to Arter, uden at de dog kan nævne noget letkendeligt Skelnemærke; i ældre Stammer af Ædelgran findes der i hvert Fald her i Landet ofte en egebrun Kerne, men det øvrige Ved er smukt hvidt. Undertiden betales Ædel- gran lavere end Rødgran, men jævnlig sælges de to Træarter dog ogsaa i Flæng, og til Skibsbygning, Havnebygning m. ni. foretrækker man endog Ædelgranen. I sine Fordringer til Voksestedet nærmer Ædelgran sig ikke til Rødgran, men til Bøg, ja er i flere Henseender endnu mere følsom end denne Træart. Dette gælder dog ikke om dens Fordringer ti] Overgrundens fysiske Tilstand, thi her er den endog temmelig nøjsom; den kan ikke blot vokse paa skør og muldet Bund, men ogsaa hvor der findes en tydelig Mordan- nelse, eller livor Jorden er fast og muldblottet; stærk Græsvækst og sur Lyngskjold taaler den derimod ikke. Ædelgranen viser sig paa Bornholm at kunne danne Mor, men er dog næppe meget tilbøjelig dertil. Egentlig iladgrundet Jord passer ikke for Ædelgran; den trives ligesom Bøgen bedst, hvor en skør og dyb Overgrund gaar nogenlunde jævnt over i Undergrunden, og hvor denne bestaar af mildt Skørler eller leret Sand og Grus. Paa det magre Sand kan begge Træarter trives som unge Planter, men det er tvivlsomt, om Ædelgranen paa en saadan Jord er i Stand til at blive Storskov; dens Fortrin for Bøgen bestaar her især i, at den er mindre følsom for ugunstige Omdannelser i Overgrunden; i øvrigt er den de bakkede Mid- deljorders Træart. I sine Fordringer til Jordbundens Fugtighed er den endnu mere fintmærkende end Bøgen; den trives ikke paa det tørre Sand, og end mindre hvor Grundvandet staar