Haandbog I Skovbrug

FORDRINGER TIL VOKSESTEDET. 459 højt; allerede i Stangskoven sygner Træerne hen, faar koite Aarsskud og bliver mossede. Ædelgranens Vækst i vore Kystskove viser, at en stor rela- tiv Fugtighed kan bøde paa, at vor Nedbør er langt mindre end de mellemeuropæiske Bjærges; den sætter næppe i den Gi ad som Rødgranen Pris paa de stærke Regnskyl; dens Krone bliver vistnok lettere gennemblødt, saa at ogsaa Smaaregn kan naa -Jorden. At den ikke blot kan trives ved Kysterne, men ogsaa inde i Landet, ser man af dens fortrinlige Vækst paa Fiijsen- borg. Ogsaa til andre klimatiske Forhold stiller den sig om- trent som Bøgen; den taaler fuldkomment vor Vinterkulde og trives bedst i kølige, fugtige Somre; i sine Fordringer til Varme er den nøjsommere end Bøgen, men mindre nøjsom end Rød- granen; vor milde Eftervinter fremskynder dens Udvikling om Foraaret saa stærkt, at den mere end noget andet af vore Skov- træer er udsat for at tage Skade ved Nattefrost (Fig. 26, S. 60), hvilket i høj Grad præger Kulturteknikken her i Landet. Mod Blæst staar Ædelgranen sig ypperligt, især mod den fugtige milde Sydvestvind, medens kolde Nordenvinde kan bringe Aars- skuddet til at visne (S. 91), saa at Kronen ligesom paa Rødgran bliver faneformet. Stærk Storm kan vel knække og vælte de store Træer, men de er dog langt niere modstandsdygtige end Rødgraner, baade fordi Roden gaar kendelig dybere i Jorden, og fordi den i Regelen er sund*). Ogsaa i sine Fordringer til Stedets Lysmængde gaar Ædel- granen videre end Bøg, den er vort mest udprægede Skyggeli æ og viser en Evne som Ahorn til at forvinde Virkningen al lang Tids stærk Beskygning. I den unge Ædelgranbevoksning ei der (S. 52) overordentlig mørkt,’og af Hensyn til Lyset behøvei man aldrig at udhugge stærkt. Medens Rødgranens Vækst, bortset fra Hederne, næsten ikke fremmes ved tæt Kultur, nærmer Ædelgranen sig Bøgen i sine Fordringer til Plantetæthed. Under gunstige klimatiske Forhold eller i stærk Skygge kan vel ogsaa en vid Plantning vokse godt, men sædvanlig vil det store Plantetal baade gavne Væksten og Veddets Kvalitet; Idealet er her som for Bøg at have hele den dyrkede Flade dækket af et tæt 1 lantetæppe, hvilket staar i Forbindelse med, at Træarten har en anselig Spredningsevne og en fin tynd Bark, som meget let beskadiges, og som paa ældre Træer, der stilles frit mod Solen, dækkes af Vandris (Fig. 145, S. 460). ♦) Jfr. A. Steens Meddelelser i Tidsskrift for Skovvæsen 1894 A, Side 112.