460
ÆDELGRAN.
Fordringerne til Arealets Størrelse og Form er ikke saa
bestemte som hos Bøg, Eg og Rødgran. Vel hører Ædelgranen
til de store Arealers Træarter, for saa vidt som den kan danne
fortrinlige rene Bevoksninger, hvis Størrelse bør være omtrent
som i Bøgeskoven,
Fig. 145. Gammel
Ædelgran fra Born-
holm; Kronen er
meget lille, men
Stammen er dækket
af talrige store Vand-
ris efter at have
staaet frit i 9 Aar.
Fotogr. 1898.
Ï
- -w '.T n ‘
5—10—20 Tdr. Land, men den kan ogsaa
udvikle sig smukt i Smaaholme, og den kan
godt indblandes enkeltvis i Bevoksninger af
Bøg eller Rødgran (S. 167, 172, 435); ogsaa
til Efterbedring kan den undertiden anvendes.
Med Rette vil Ædelgranens fremtidige
Udbredelse blive langt større end den nu-
værende, thi vi har her et sundt og leve-
dygtigt Naaletræ af første Størrelseklasse med
stor Evne til at modstaa Vinden, med saa-
danne I ilvækstforhold at det kan holdes i
høje Omdrifter, og med saadanne Former
og indre Egenskaber at Effekterne har en
anselig Værdi.
Hverken Honningsvamp eller Rodfor-
dærver truer dens Dyrkning saaledes som
Rødgranens; de to Svampe skaaner vel ikke
Ædelgranen, men de ødelægger kun enkelte
Præer, ikke hele Bevoksninger. Farligere
vil rimeligvis et Par andre Svampe blive,
efterhaanden som Ædelgrandriften tiltager,
nemlig Phoma pithya der dræber Topskuddet
og altsaa skader Træets Form, og Æcidium
elatimim der ikke blot frembringer Heksekoste
paa Grenene, men ogsaa Kræftsaar paa Stam-
men, som svulmer tøndeformet op paa det
angrebne Sted; undertiden angribes det syge
Ved af Insekter og Svampe, og Træet bliver
toptørt eller knækker, men i hvert Fald
forringes Værdien af Tømmer og Savklodse
føleligt, saa meget mere som Kræften op-
træder hyppigst paa Bevoksningens største
Iræer og meget ofte paa Stammens nedre Del*). Her til Lands
er Æcidium elatimim endnu sjælden, men i Schwarzwald og i
Frankrig volder den Ædelgrandriften umaadelige Tab, og det
*) Om denne Svamp se bl. a. Weise: Zur Kenntnisz des Weisstannenkrebses
(Mundener forstliche Hefte 1, 1892). C. R. Heck: Der Weisstannenkrebs,
Berlin, 1894. Tubeuf i Forstlich-naturwissenschaftliche Zeitschrift 1895;
Heck smst. 1898.