Haandbog I Skovbrug

480 BJÆRGFYR. da de altid vil kunne fortrænge en Del af vor anselige Indførsel. For Bjærgfyrrens Vedkommende er Forholdet langt mindre gunstigt; vi indfører aldeles intet af denne Træart, den hidtil almindeligt dyrkede Form vil overvejende levere tarvelige, lavt betalte Effekter, og den anselige Pris, man foreløbig opnaar for Hegnspæle, vil næppe vedvare, naar Udbuddet stiger, thi E. Dal- gas har udtalt, at »Jærnstolper, Vedligeholdelsen medregnet, ubetinget er det billigste, naar Stenene ikke skulle købes«*). Det er Brændselet, anvendt som Brænde eller omdannet til in- dustrielle Produkter, der har Udsigt til at blive det overvejende Udbytte af Bjærgfyrskoven, og selv om vi dyrker de bedste Former, vil Gavntræprocenten næppe nogensinde blive meget høj. Af Trækul, der er et værdifuldt Biprodukt ved Tjære- brændingen, har Landet kun et meget begrænset Forbrug, saa længe Prisen er for høj til, at man kan anvende disse Kul som almindeligt Brændsel i Stedet for Stenkul, Kokes og Brænde. I nogle Egne vil Bjærgfyrbrændet vel kunne sælges med Fordel, men andre Steder kan Salgsprisen end ikke dække Skovnings- udgifterne, da den trykkes af Konkurrencen med Lyng, Lyng- torv og gode billige Mosetørv. Selv om Byerne kan forbruge en anselig Mængde Bjærgfyr til Optændingspinde, staar vi dog snart over for den Mulighed at skulle udføre Overskuddet af denne Træart til England som Minetræ, Pindebrænde og Trækul. I Udlandet har man indvundet Harpiks (Ungarsk Terpentin) af Bjærgfyrren, og en Olie der destilleres af Naalene. Det er vel muligt, at Teknikken efterhaanden vil finde andre Anvendelser af Bjærgfyrskovens Produkter, f. Eks. til Trægas, men med de nuværende Udsigter for Øje kan Afsætningsforholdene kun mane til Maadehold i Dyrkningen af denne Træart. I sine Fordringer til Voksestedet er Bjærgfyrren yderst be- skeden. Den kan vokse paa magert, muldblottet Sand og paa den golde stenede Forstrand; den trives godt paa Mor, selv i lyngsur Hede, ja endog bedre her end i Græsmark; paa det gode Grus, ja selv paa temmelig magert Sand vokser den bedre end paa stiv Lerjord, men i de alholdige Heder er den lige saa lidt som andre Træarter ufølsom for Virkningen af Udluftning og dybtgaaende Bearbejdning; en c. 12 Aar gammel Kultur, ud- ført i 1888 i Glusted Plantage med franske Bjærgfyrrer, havde naaet 6 Fods Højde, hvor Jorden var reolpløjet, medens Plant- ning i gravede Huller kun havde givet en Højde af 2 ’Fod. Hverken Tørhed eller Fugtighed hindrer Bjærgfyrren i at vokse; *) Landmandsbogen I, 1895, S. 397; jfr. Hedeselskabets Tidsskrift 1893, S. 32.