Haandbog I Skovbrug

FORDRINGER TIL VOKSESTEDET. 481 den saar sig villigt saavel i Lyng som paa Hængesæg. Mærke- lig nok kan denne Træart, der modvirker Dannelsen af skadelig Lyngmor, selv danne Mor paa magert Sand, hvilket ses i Sonne- rup Plantage i Odsherred. Dr. E. Rostrup, der velvilligst har undersøgt en Mortørv, ud- taget 1898 under en c. 37 Aar gammel Bevoksning i ovennævnte Plantage (jfr. S. 492), »er kommen til det bestemte Resultat, at hele det Lag, som er gennemvævet af de sædvanlige for Moren karakte- ristiske Hyfer, saa godt som alene bestaar af mer eller mindre om- dannede Naale af Bjærgfyr samt de mellem samme liggende, mærke- lig vel bevarede Hanrakler af denne Plante.« De Forskelligheder i Varme og Nedbør, (1er findes inden for Danmarks Grænser, paavirker ikke Bjærgfyrren stærkt; den kan taale Kulde og Hede, Tørke og regnfuldt Vejr, dog passer den vistnok bedst til de vestlige Egne af Landet med stor Ned- bør og Luftfugtighed; mod Nattefrost staar den sig godt uden at være absolut sikret mod at tage Skade. De unge Planter paavirkes meget lidt af Blæsten, naar den ikke medfører salt- holdigt Vandstøv fra Havet, men den ældre Bevoksning af Bjærg- fyr er ingenlunde særlig modstandsdygtig. Selv rette Stammer er ikke meget stive, og de krogede svajer overordentlig let; Kronen er niere udspærret end paa Hvidgran og fanges derfor let af Vinden. Stærk Storm kan vælte midaldrende og gamle Bjærgfyrrer, da deres Rødder langtfra gaar saa dybt som Skov- fyrrens. Snetryk kan bøje de slanke Stammer til Jorden, men knækker dem sjældent. Bjærgfyrren er et Lystræ, og med Aarene bliver Bevoksningerne temmelig aabne, men den skygger dog langt stærkere end Skovfyrren og taaler som Hækker en betydelig Sideskygge, naar man blot passer at holde dem brede forneden, men skarpe eller i hvert Fald smalle foroven. Paa de Steder, hvor vi vil anlægge rene Bevoksninger al Bjærgfyr, har Terrainformen, særlig Hældningsretning og Hæld- ningsgrad, en ikke ringe Betydning. I Hederne byder vestlige og nordvestlige Hælder de største Hindringer for Kulturen. I Klitten er Vesthælden ligeledes det daarligste Voksested, men derefter kommer Sydhælden, som er meget tør; den kolde Noiti- lfælde gror godt sammen og dækkes at gult Mos; men bedst er Østhælden, som vel ogsaa er meget tør, men som har gode Læforhold og er gødet af Vinden; denne Hælde gror derfor bedst sammen og dækkes at hvidt Mos -). *) Fremstillingen af Klittens Natur og Kultur er for en væsentlig Del bygget paa Meddelelser til os fra Hr. Overklitfoged J. P. F. Bang og paa hans nedenfor (S. 491 Anm. 1, S. 493) nævnte Afhandlinger. Jfr. ogsaa C. C. An- dresen: Om Klitformationen, 1861; E. Warming Plantesamfund, 1895, 31