Haandbog I Skovbrug

FABI-.Ii OG FJENDER. 489 sjældent Genstand for noget indgaaende Studium, og deres Ud- bredelse synes ofte at modvirkes af de klimatiske Forhold, un- der hvilke Træarten forekommer, maaske ogsaa af Racens 1 il- pasning efter Voksestedet. Bj ærfyrsko vens Omdrift vil næppe blive over 50—60 Aar, thi i denne Alder er Massetilvæksten og her i Landet maaske ogsaa Levedygtigheden vistnok allerede temmelig ringe, og en Overholdelse til højere Omdrifter vil næppe give nogen stor Forøgelse af Værdien pr. Kubikfod, med mindre man, saaledes som i Frankrig, vil gaa op til meget høje Aldre, 150—200 Aar. Hvor Brændepriserne er høje, kan det vist endog betale sig at afhugge 30—40aarige Bevoksninger. Foreløbig vil man vel be- nytte en stor Del af de 20—30 Aar gamle Bevoksninger tidligt, indtil der efterhaanden opstaar et nogenlunde regelmæssigt For- hold mellem Aldersklassernes Arealer, men det var ønskeligt, at nogle af de ældste samlede Bevoksninger blev bevarede saa længe som muligt for saaledes at lære os noget om Træartens Sundhedstilstand, Vækst og Sortimenter i de højere Aldre. Udhugningen af vore almindelige Bjærgfyrbevoksninger frem- byder liere Ejendommeligheder. Allerede naar Træerne har naaet en Alder af 15 Aar, bør man foretage den første Udrens- ning, og i tætte Kulturer kan det være gavnligt at begynde endnu tidligere; man har endog skaaret Tækkekæppe i en Besaaning af Bjærgfyr. Træarten har vel en ikke ubetydelig Sprednings- evne, men den indeholder tidligt mange skadelige piskelormede Træer, sædvanlig mindre kraftige Skud hvor der findes liere Stammer paa samme Rod; tidlige, hyppige og jævnt stærke Udhugninger har vistnok stor Betydning for Ungskovens Sund- hed. Ved Hugsten bør man lægge stærk Vægt paa at udvikle ranke, enstammede Træer, og de udpræget flerstammede, i hvilke en enkelt Stamme ikke har kunnet undertrykke de andre, maa ligesom Bøgeskovens Rodtveger efterhaanden (jernes fuldstæn- digt. Det synes vel, som om Frahug ikke særlig ofte fremkal- der Raad, men den eller de tilbageblivende Stammel læggei sig stærkere og stærkere ud lil Siden og er udsatte for at vælte eller i hvert Fald at tage Skade af Blæst eller Sne og at gøre Skade paa Naboerne; efterhaanden sættes I læet, (oiinodentlig især ved Rodsprængninger, i en sygelig Tilstand, der begunstiger Angreb af Insekter og Svampe. Alle syge og beskadigede Træer borttages saa vidt muligt straks, naar man opdager dem, uden Hensyn til om Bevoksningen skal udhugges eller ikke. Ranke, enstammede Træer, der ikke er opløbne, men lavkronede, maa bevares, da de giver Læ i Bevoksningen, og hvor denne er