Haandbog I Skovbrug

FOREKOMST OG UDBREDELSE. 495 og Østjylland, hvorimod Skovfyrren saa godt som ganske mang- ler i det egentlige Vestjylland. Af de omfattende Saaninger, som G. W. BrCel og Jens Bang anlagde paa Hederne, er der kun lidet tilbage; næsten alt er gaaet til Grunde i første Halvdel af det 19 de Aarhundrede. Ildsvaade og Insektangreb har vel bi- draget til Ødelæggelsen, men rimeligvis skyldes denne dog især Sprækkesvampen (Lophodermium pinastri) dçr ogsaa i vore Dage har dræbt hele Bevoksninger ved Buderupholin og Frijsenborg. I alt dækker Skovfyrren her i Landet næppe stort over en Kva- dratmil, og del aarlige Kulturareal er kun et Par Hundiede I di. Land, for en stor Del udyrket Sandjord der indtages til Skov- drift. De ældste Bevoksninger er overvejende frembragte ved Saaning, medens man senere for en stor Del har anvendt Plantning. Veddets Egenskaber og Anvendelse kan kun delvis be- grunde den Indskrænkning af Skovfyrrens Areal, der er fore- gaaet i sidste Halvdel af del 19de Aarhundrede. Den indre Bygning er omtrent som hos Bjærgfyr, dog er Aarringen bredere, Harpikskanalerne tydeligere, de kransstillede Knaster tykkere, de smaa spredte Knaster kortere end hos denne Art; Splinten er bred og dens Antal af Aarringe er hos os omtrent 40, me- dens c. 30 vist er det almindeligste i Mellemeuropa; Marvener stor. Splintveddet er hvidt eller hvidgult; Kernen er lørst gul- brun, men farves mørkere under Luftens Paavirkning. Vægt- fylden er kendelig større end Rødgranens, men mindre end Bjærgfyrrens. Medens Fyrresplint er lidet værdifuld, hører Ker- nen af Træer, der er opvoksede under gunstige Ernæringsfor- hold, til de stærkeste og varigste Træsorter. Veddet kløver smukt og let, det er et godt Brændsel, og Brændkraften svinger mellem Bøgens og Granens, all efter som det er fed harpikslig Kerne eller mager Splint fra daarlige Voksesteder; Stubbene liai en stor Brændkraft. Kulturmaade og Udhugning saavel som Jordbund og Klima paavirker Veddets Godhed meget stærkt og har tillige stor Indflydelse paa Stammens Form; ogsaa arvelige Anlæg kan her gøre sig gældende (S. 122). Skovfyrren hør i Hovedsagen Anvendelse til fælles ined Rødgranen, men foretrækkes med Rette, hvor der fordres stor Varighed, saasom til Jordbygning og Vandbygning; dog er det kun det virkelig gode fede Kerneved, der i saa Henseende over- gaar Grantræ; Fyrresplint er en tarvelig Vare, og de unge Stam- mer er tilmed ofte daarligt formede. Af stor Betydning er An- vendelsen af ranke 10—16 Tmr. tykke Fyrrestammer til Pumpe- træer, der ofte betales højt. Rodfordærveren (Polyporus radici-