Haandbog I Skovbrug

518 ANDRE NAALETRÆER. Korsikansk Fyr (Pinus Laricio var. corsicana Poir.) der synes endnu mere nøjsom og hurtigvoksende end den østerrigske Form af samme Art, er fra sin Hjemstavn Korsika indført hertil omtrent 1840, men den angribes overordentlig stærkt af Sprækkesvamp og er næppe fuldt saa godt et Lætræ som Østerrigsk Fyr, med hvilken den let forveksles. Den fortjener derfor ikke at dyrkes. Dette gælder ogsaa om den sydeuropæiske Kyst fyr (Pinus ma- ritima Lamk.), der næsten ganske er bukket under for Vinterkulde og Sprækkesvatnp efter i Midten af det 19 de Aarhundrede at have været anvendt en Del, især paa Klitarealer. Cembrafyr re n (Pinus Cembra L.), der allerede i Slutningen af det 18 de Aarhundrede blev indført fra Alperne, er derimod en Træart, som trives godt hos os, men hvoraf der kun findes enkelte Eksemplarer i vore Skove*). Væksten er langsom, dog gælder dette vistnok især om Højalpernes og Karpaternes Form, medens Cembra- fyrren i Østrusland og det vestlige Sibirien vokser hurtigere og op- naar indtil 130 Fods Højde. Det smukke, varige Ved er meget værdifuldt, og som Parktræ gør Cembrafyrren en ypperlig Virkning. Vi bør vistnok dyrke denne Træart mere end hidtil, da den er meget haardfør og synes at kunne trives paa forskellige Jorder, naar blot Fugtighedsforholdene er gode. Frøet er store, vingeløse, tyk- skallede Nødder, som Dalgas anbefaler at »sylte« et Aar i Kasser med fugtigt Sand, hvorefter man saar dem og dækker med 1/2 Tm. Jord; 1 Pund Frø paa 2 Alen Bed er passende. Frøet efter- stræbes stærkt af Mus og andre Dyr. Sædvanlig bør man anvende j Planter. Af Slægten Picea har vi i ældre Tid foruden Rødgran og Hvid- gran kun dyrket Sortgranen (Picea nigra Link.), der stammer fra det østlige Nordamerika. Den er kun lidet udbredt her i Landet, ligner i mange Henseender Hvidgran, men trives næppe saa godt hos os**), lider meget af Snetryk, dræbes undertiden af Honning- svamp og fortjener ikke at dyrkes i vore Skove. Balsamgranen (Abies balsamea Mill.), der ligeledes omtrent Aar 1800 er indført fra det østlige Nordamerika, er nøjsommere end vor almindelige Ædelgran og vokser hurtigere i den første Ungdom, men opnaar langtfra saa anselig en Størrelse. Den staar sig godt mod Vinden og er endog anvendt til Hegnsplantning, men dens Top- skud knækker dog let, dens Levedygtighed er ikke stor, Veddet er vistnok tarveligt, og den angribes stærkt af Oldenborrer, Honning- svamp og Rodfordærver. Den dyrkes ligesom Ædelgran, men Frøet er langt linere (60 000 Kerner pr. Pund), hvorfor man saar det mindre tæt og dækker det svagt. I en Række Aar har man fortrinsvis gjort Forsøg med Dyrk- ningen 'af vestainerikanske Arter, der skulde udmærke sig ved en særdeles hurtig Vækst, store Dimensioner og værdifuldt Ved. Tiden er næppe endnu kommen til at afgøre Udfaldet af disse Forsøg, men *) H. Burckhardt: Säen und Pflanzen, 6. Aufl., Trier, 1893. G. Hempel u. K. Wilhelm: Die Bäume und Sträucher des Waldes I, Wien u. Olmütz. **) J. Helms i Tidsskrift for Skovvæsen 1898 A, Side 80; C. M. Poulsen (ci- teret S. 524).