Haandbog I Skovbrug

DOUGLASGRAN OG SITKAGRAN. 519 foreløbig synes følgende to Arter bedst at tilfredsstille de ovennævnte Fordringer: Douglasgranen (Pseudotsuga Douglasii Carr.) trives godt, hvor der er Læ samt en frisk og let, dog ikke all foi mager . or , den taaler megen Skygge og har en smal Splint og en rødlig Kerne, hvis Værdi nærmer sig Lærkens; selv meget bredringet \ed lai en anselig Vægtfylde*). Udsat for Vinden bliver Topskuddet ofte kroget eller knækker af; mod Nattefrost staar de unge Planter sig ret godt, men Hjortevildt og Snudebiller efterstræber dem stærkt, de unge Skud dræbes ofte af Phoma pithya, Barken gnaves af Rødmus, og baade Planter og ældre Træer bukker hurtigt under for Angreb af Rodfordærveren saavel som af Honningsvamp. Douglasgranen bliver næppe nogen Sinde et af vore vigtigste Skovtræer, men under gunstige Forhold kan den give et overordentlig stort og værdifuldt Udbytte Særlig anbefales det at plante den paa Sletter i midaldrende Løvskov, paa kølige beskyttede Nordhælder; spredt Indblanding i Grankulturer udsætter Toppen for at blive beskadiget, naar den vokser op over Omgivelserne. Frøbede og Priklebede sikres om- hyggeligt mod stærk Sol og Udtørring; Kultur med f Planter er meget sikker. Paa udsatte Steder bør vi dyrke den haardføre, men forholdsvis langsomt voksende Form, der findes i Kolorado, men under gunstigere Forhold den hurtigst voksende Form. C. Bloch fandt i en 18 Aar gammel, ublandet Bevoksning, anlagt paa rot- fattig udpint Agermark, pr. Td. Land 6683 Stammer med en Højde af 20 Fod en Grundflade af 232 □ Fod og en Vedmasse (uden Grene) af 3240 Kubikfod. Under gunstigere Forhold er Xæks en langt stærkere; saaledes fandt Schwappach i en 19 Aar gammel Be- voksning Højder indtil 64 Fod (20 m.), og i Skotland gav if. M Cor- Qüodale, Overførsler hos Jarlen af Mansfield, en 27 aang Bevoksning Udhugningstræer, hvis Højde var c. 57 Fod, medens mange 3 bod over Jorden havde en Omkres af 5.6 Fod. Sitka granen (Picea Sitkaensis Carr.) kan i endnu højere Grad end Rødgranen trives paa forskellige Slags .Tord, selv paa tørt San< og fugtig Mose. Den lider sjældent af Nattefrost, men de 1 2 Aai gamle Frøbedsplanter maa ved Skyggeris f. Eks. af Gran beskyttes mod Efteraarsfrosten**), og Ungskovens Topskud beskadiges undertiden *) Se, foruden den S. 524 anførte Litteratur, C. Bloch i Tidsskrift for Skov- væsen 1889 A, Side 106; Beretning om Landbohøjskolens Skovbrugseks- kursion 1897; Report from the select committee on forestry, London 1. . særlig S. 66 og 67; A. Cieslak: Vergleichende Studien uber Zuwaehs und Holzqualität von Fichte und Douglastanne (Centralblatt fur das gesammte Forstwesen 1898); A. Schwappach: Wachsthumsleistung von Pseudotsuga Douglasii (Zeitschrift für Forst- und Jagdwesen 1896, S. 668). **) Schäffer anbefaler at beskytte Bede med kælne Planter ved, efterhaanden som Kulden indfinder sig, at omgive Bedet, der helst maa gaa i Øst og Vest, tæt med Løvtræris, der stikkes godt i Jorden, hældende saa meget ind over Planterne, at Vinden, men ikke Solen, holdes ude. Først naar al Vækst er afsluttet, sætter man Ris ved Sydsiden, samler Spidserne fra begge Sider, fletter dem i hinanden, saa de danner en Rishytte, og dækker denne, naar Frosten bliver streng, med Hø (»tørt Mosefoder«), der lægges Under gunstigere Forhold er Væksten