Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
610
VEJE.
de større Moser, Vandløb, Bakker og andre Hindringer for
Færdselen. Ofte kan de danne Bevoksningsgrænser, og under-
tiden kan man flytte Linien hen til det Sted, hvor Grænsen
falder, eller man kan lægge den der, hvor den mindst gode
Skov staar; hvis det ene af de tilgrænsende Arealer er Mose
eller Eng, lægger man Bivejen langs Kanten, men dog lidt oppe
paa Haardbunden; i Naaleskov lægger man tidt Bivejene paa
Brandlinier. Ældre Biveje er ofte saa slet holdte, at man kun
bør bevare dem, hvor de ligger godt, eller hvor den omgivende
Skov er af en saadan Alder, at Vejlinien ikke let kan tilkultiveres.
En Bivej, der skal nedlægges, lader man forfalde, og naar den
er tilstrækkelig opkørt, kan man bearbejde Jorden med Plov.
Vej sporene lægges nogenlunde vinkelret paa Bivejene (eller
parallel dermed). De bliver ofte kun huggede i Bevoksningen,
og Anlægget medfører aldrig noget større Jordarbejde eller Byg-
ning af fast Bro; de bliver i det højeste indkastede eller op-
rundede paa de fugtigste eller mest hældende Steder og førte
over Grøfterne med midlertidige Broer eller Overkørsler, hvorhos
man fjerner de største Stubbe og Stene, der ligger i Linien,
samt jævner de værste Tuer og Huller, saavel som Kamme og
Furer der stammer fra Udførelsen af Kulturer. Da de opskovede
Effekter skal føres fra Fældningsstedet ud til Vejsporene, maa
disse saa vidt muligt gaa vinkelret paa Riller og Rækker i Kul-
turerne saavel som paa Stikgrøfter og opkastede Bede; hvor
Terrainet er bakket, maa man dog ofte afvige fra disse Regler,
men maa da lægge Sporene særlig tæt, hvis Udbringningen ikke
skal blive for dyr.
Helst maa Vejsporene paa jævn og fast Bund være rette,
da man ellers vanskelig kan følge dem ved Kørselen og over-
holde dem ved Hugsten. Det er af stor Betydning at have
faste Vejspor, i alt Fald saa længe Skoven er ung og mid-
aldrende; mangfoldige af vore Skoves aabne Pladser og beska-
digede Træer stammer fra, at man har tilladt Købere og Skov-
arbejdere at danne Vejspor, hvor de selv vilde.
Særlig vigtigt er det at have Vejspor, livor Skoven drives i
Plukhugst eller Holmehugst, da Færdselen her skal gaa gennem den
unge Opvækst.
Af Hensyn til Udbringningen bør man lægge Vejsporene
temmelig tæt, højst 300 Fod fra hinanden og halvt saa langt
fra Skovens Udkanter, større Vandløb eller andre Grænser for
Færdselen. Bredden bør ikke være over 10 eller 12 Fod, alt
efter som Skoveffekterne lægges inde i Bevoksningen eller ude
paa Sporet; nogle foretrækker endog at nøjes med en Bredde