ForsideBøgerHaandbog I Skovbrug

Haandbog I Skovbrug

Klima Jordbundsforhold

Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann

År: 1898-1902

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 788

UDK: 634 Hau

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
610 VEJE. de større Moser, Vandløb, Bakker og andre Hindringer for Færdselen. Ofte kan de danne Bevoksningsgrænser, og under- tiden kan man flytte Linien hen til det Sted, hvor Grænsen falder, eller man kan lægge den der, hvor den mindst gode Skov staar; hvis det ene af de tilgrænsende Arealer er Mose eller Eng, lægger man Bivejen langs Kanten, men dog lidt oppe paa Haardbunden; i Naaleskov lægger man tidt Bivejene paa Brandlinier. Ældre Biveje er ofte saa slet holdte, at man kun bør bevare dem, hvor de ligger godt, eller hvor den omgivende Skov er af en saadan Alder, at Vejlinien ikke let kan tilkultiveres. En Bivej, der skal nedlægges, lader man forfalde, og naar den er tilstrækkelig opkørt, kan man bearbejde Jorden med Plov. Vej sporene lægges nogenlunde vinkelret paa Bivejene (eller parallel dermed). De bliver ofte kun huggede i Bevoksningen, og Anlægget medfører aldrig noget større Jordarbejde eller Byg- ning af fast Bro; de bliver i det højeste indkastede eller op- rundede paa de fugtigste eller mest hældende Steder og førte over Grøfterne med midlertidige Broer eller Overkørsler, hvorhos man fjerner de største Stubbe og Stene, der ligger i Linien, samt jævner de værste Tuer og Huller, saavel som Kamme og Furer der stammer fra Udførelsen af Kulturer. Da de opskovede Effekter skal føres fra Fældningsstedet ud til Vejsporene, maa disse saa vidt muligt gaa vinkelret paa Riller og Rækker i Kul- turerne saavel som paa Stikgrøfter og opkastede Bede; hvor Terrainet er bakket, maa man dog ofte afvige fra disse Regler, men maa da lægge Sporene særlig tæt, hvis Udbringningen ikke skal blive for dyr. Helst maa Vejsporene paa jævn og fast Bund være rette, da man ellers vanskelig kan følge dem ved Kørselen og over- holde dem ved Hugsten. Det er af stor Betydning at have faste Vejspor, i alt Fald saa længe Skoven er ung og mid- aldrende; mangfoldige af vore Skoves aabne Pladser og beska- digede Træer stammer fra, at man har tilladt Købere og Skov- arbejdere at danne Vejspor, hvor de selv vilde. Særlig vigtigt er det at have Vejspor, livor Skoven drives i Plukhugst eller Holmehugst, da Færdselen her skal gaa gennem den unge Opvækst. Af Hensyn til Udbringningen bør man lægge Vejsporene temmelig tæt, højst 300 Fod fra hinanden og halvt saa langt fra Skovens Udkanter, større Vandløb eller andre Grænser for Færdselen. Bredden bør ikke være over 10 eller 12 Fod, alt efter som Skoveffekterne lægges inde i Bevoksningen eller ude paa Sporet; nogle foretrækker endog at nøjes med en Bredde