Haandbog I Skovbrug

NYBYGNINGER. 619 ringspæle, hvor meget Vejbanen skal ligge over eller under Pæle- hovedets øverste Flade, og nedrammer om fornødent solide Pæle overalt, hvor Vejens Retning eller Fald forandres. Ved større Arbejder bestemmer man tillige nøje Skæringen mellem Jord- overflade og Skraaninger; hvis Terrainet har Sidehældning, maa man finde en Række Skæringspunkter ved Forsøg. Fig. 190 viser en Skraaningsmaaler (indstillet til et meget stort Anlæg, l1/2). Man lægger den saaledes til Skraaningen, at Vater- passet ved DE kommer til at staa vandret. Ved Flytning af Jorden stræber man fortrinsvis at føre den ned ad Bakke, men iøvrigt saa kort en Vej som muligt; dog har Flytteafstanden ikke stor Betydning i Skoven, hvor man aldrig fører Jorden meget langt bort. Jord, der er rig paa orga- niske Stoffer, egner sig ikke godt til at være Underlag for en fast Vejbygning, og ved større Vejanlæg bør man derfor fjerne saavel Græstørv som Muld og mul- det Tørv fra det fremtidige Vej- areal; ved at sprede Jorden under den tilstødende Bevoksning vil man ofte kunne fremkalde et værdifuldt Jordbundsdække af Krat eller Op- vækst (jfr. S. 241). Dyb fast Tørve- rriasse bør man skære op til Bun- den, hvilket altid vil kunne betale sig og altid kan naa at blive ud- ført, medens Dæmninger paa Tørve- grund undertiden bliver ved at synke i flere Aar. Hvor Under- laget er Dynd, bør man lægge Vejen paa Faskiner eller Træ- stænger (S. 624) over Dyndmassen. P. Koch lægger paa side Lerjorder et 2 Tmrs. Dræn midt ad Vejen, og i Lavningerne, eller paa fladt Terrain for hver 200 Fod, Ledninger ud til Siden. Den Jord, der Skal afgraves, løsner man med Spade og Hakke, idet man tillige rydder de Træer, Buske og Stubbe, der findes paa Arealet; hvis Jorden er nogenlunde fri for Rødder og Stene, vil man ofte med Fordel kunne pløje den op. Store Stenblokke maa man kløve med Kiler eller sprænge med Krudt og kan da maaske an- vende Stykkerne til Stenkister og Broer, til Husbygning eller i hvert Fald til Vejbanens Befæstelse; mindre Sten samles til sidstnævnte Anvendelse og stables ved Vejliniens Rand. Kun undtagelsesvis vil Skovgrunden her i Landet være saa løs, at man straks kan læsse den med Skovl, og endnu sjældnere er den saa fast, at man maa sprænge hele Hulvejen ud i Klippe. Al Jord undtagen rent løst Sand udvider sig, naar den løsnes, men sætter sig atter, naar den har ligget i nogen Tid; den blivende Udvidelse er 1—6 pCt., størst Fig. 190. Skraaningsmaaler. Efter Brønsted.