Haandbog I Skovbrug

622 VEJE. Planlægningens Jordbundsundersøgelser og en Betragtning af Grøftejorden, gravede Riller eller reolpløjede Arealer vejlede os, ja selv Rævegravene, der i Almindelighed findes paa den lette Bund, og de gamle Forstmænds Fyrrekulturer, om hvilke det samme gælder, kan give værdifulde Fingerpeg. Maaske lindes der Grus i Skovens Nærhed, paa Arealer som tilhører Skovejeren, eller som pøa Grund øf, øt de er døarlig Agerjord, kan købes billigt. Undertiden kan vel ogsaa Bunden af en Bæk levere en betyde- lig Mængde Grus. Fuldstændig Mangel paa Grus kan dog nøde os til at be- fæste Vejbanen med Sten, og dette Materiale maa ogsaa anven- des, hvor Jorden er særlig fugtig. Man graver da en 7—8 Pod bred, 3—5 Inir. dyb Kasse, paa hvis Bund man sætter et 4 Tmr. tykt Lag, Paklaget, af Sten, der er 3—5 Tmr. i Siden og helst maa vende den jævneste Flade nedad, det spidseste Hjørne opad, som en omvendt Brolægning, og saa tæt ved hverandre som muligt; Mellemrummene fyldes ud med mineralsk Jord. Paa stiv og vaad Lerbund bør man dog foretrække at bruge brede flade Blindsten, 2—3 Tmr. tykke, mindst 5—6 Tmr. i Siden, da de bedre end et Paklag af spidse Sten kan modstaa Trykket fra oven, naar Dæklaget bliver kørt igennem, hvilket ofte sker i Skoven. Dette nedre Stenlag, under hvilket P. Wegge lægger et tommetykt Lag Grus, kan til Dels være naturlige Sankesten fra Planteskoler, Grøfter og Kulturarealer, og Sten arten behøver ikke at være særlig stærk; selv en blød Kalksten og den skøre Flint kan anvendes. Til Sliddækket eller Dæklaget maa derimod anvendes et Mate- riale, der er haardt uden at være skørt; Flint duer ikke, da den knuses af Hjulene og skærer Hestehovene og Fodtøjet itu; Kalksten, især den bløde, kornede Faksekalk, giver i fugtigt Vejr en glat og fedtet Vejbane, hvis Dynd angriber Vognlakering og Fodtøj, medens det tørre Kalkstøv er skadeligt baade for Aandedrætsorganer og Klæ- der. Sædvanlig anvender man slaaede Granitskærver, der helst maa være kantede, fine og ensartede. Det bedste Materiale er dc haarde, blaa Kampesten, og Skærvernes Størrelse kan passende være 1—2 Tmr.; helst maa man harpe dem, naar de er slaaede. Hvor man er nødt til ogsaa at anvende blødere og mere storkornede Stenarier, bør man vistnok sortere Materialet efter Holdbarheden; den Vejstræk- ning, der bliver dækket med bløde Sten, slides vel hurtigt, men den slides dog jævnt, medens vore almindelige stenlagte Vejbaner, der dækkes med en Blanding af bløde og haarde Skærver, bliver top- pede, hvorefter Færdselen løsner de Sten, der rager højest op, river dem ud af deres Leje og efterlader dybe Huller. Jo jævnere Vejen er, desto lettere og behageligere gaar Færdselen. Strandsten fra Bredder og gamle Havstokke*) saavel som Sankesten fra Grusgrave kan give en god fast Vejbane, som det vel er noget sent at faa kørt sammen, men som til Gengæld er meget varig, fordi disse Sten gen- nemgaaende er haarde og ensartede, sorterede af Bølgeslag eller ') Undertiden er Forstranden fredlyst i Henhold til Lov af 23de .Jan. 1862.