Haandbog I Skovbrug

630 VEJE. fast, baade naar det er lukket og naar det er aabent. Laasen bør sidde fast i Stolpen eller være en solid Hængelaas; Krampen, der ved Hjælp af Laasen fæstes til Stolpen, sidder enten fast paa denne eller paa Leddet. Fig. 191 viser en smuk og god Bom, hvis ejen- dommelige Hængselkrampe man ser tydeligere paa Fig. 192. Paa forskellige Maader sikrer man sig ved Anbringelsen af Møtriker eller Tappe imod, at Leddet kan løftes af Hængslerne. Ledstolperne maa være svære, mindst 5 Tmr. i Kvadrat; de maa ikke staa tæt ved en Grøfterand, da de her vilde kunne rokkes for Jet, og ikke tæt op til et Stengærde, som kunde trykke dem; hvis der er et nogen- lunde stort aabent Rum mellem Hegn og Stolpe, maa der lukkes med et Stakit, som spærrer bedre for Fodgængere end et Hegn af Fig. 192. Lukke med Hænge- laas paa Bommen fra Fig. 191. Fotograferet af P. Wegge. vandrette Lægter. Leddet eller Bommen bør være af stærkt, varigt, retvokset Træ, som ikke slaar sig, og som kan udskæres tyndt; Lærk er et ypperligt Materiale; Oversiden af de vandrette Stykker maa være tagformet, saa at Vandet kan løbe af. Bomme spærrer ofte ikke for Færdsel med Slæde, og de ser næppe fuldt saa pyntelige ud som Ledde, men de er i Regelen billigere og lettere. Undertiden indretter man dem saaledes, at de ikke lukkes op, men skydes tilbage ud over Vejkanten ; selve Bommen, en simpel Gran- stang, stødes da ind i et Hul, der gaar igennem Stolpen c, som staar nogle Fod fra den ene af de sædvanlige Stolper b; denne er ligeledes gennemhullet, medens Hullet i a kun naar ind til Midten. Bom- men lukkes med en Jærnbolt og en Hængelaas efter at være skudt ind i a. Undertiden anvender man en Bom, (1er er meget tyk i den ene Ende og drejer sig om en lodret stauende Bolt, som sidder foroven i den ene Stolpe og gaar omtrent gennem Tyngde- punktet af Bommen, der kan laves af en ryddet Stamme. Medens man kun und- □_=□=□== a b c tagelsesvis (S. 616) plan- ter Træer paa de Skovveje, der fører ind gennem Bevoks- ningerne, bør man paa aaben Mark uden for Skovgrænsen plante ved Sving, ved Stenkister og hvor Vejens Beliggenhed ellers trænger til at betegnes. Der bør fortrinsvis anvendes haardføre Træarter, som har dybt- gaaende Rødder og i øvrigt passer til Voksestedet (jfr. Kap. 4—14); hvis man frygter for, at de skal skygge for meget, planter man kun een Række; Træerne trives bedst og skader Vejen mindst, naar de staar langs den nordlige Side, men lier gør de størst Skade paa Marken. Af Hensyn til Vejen og Færdselen maa de ikke staa tæt eller være lavkronede ; 30—40 Fod vil være en passende Afstand,