Haandbog I Skovbrug

NYBYGNINGER. 631 og hvor man skal køre med Læs, bør Bullens Højde efterhaanden ved Sidestævning bringes op til 20 Fod*). Hvor offentlige Stier ikke kan bringes til at følge Vejene, men maa bevares som særlige Færdselslinier, bør man regulere dem, give dem den lovmæssige Bredde af 2 Fod og lægge lint, skarpt Grus paa dem. Private Spadserestier gør man ofte bredere. Paa flad og sid Jord lægger man Stien som en lav Vold oppe over Omgivelserne, medens man, hvor Jordsmonet er let og bakket, skærer den ned igennem Muldlag og Grønsvær. En saadan ned- skaaren Sti behøver ingen kendelig Oprunding, og Faldet efter Længde- retningen følger tilnærmelsesvis Terrainet, men man maa sørge for, at Vandet jævnlig ledes bort til Siderne, saa at det ikke skærer Kløfter i Stiens Bund, hvor der er stærkt Fald, eller dækker den med et fint muldet Dynd i Lavningerne. Undertiden anlægger man særlige Ridestier, der da maa være fri for Grene i mindst 12 bods Højde, og i andre Tilfælde kan Cyklestier, der bør være saa jævne og faste som muligt, have en ikke ringe Betydning. I Heden kan man frembringe gode Stier ved at afskrælle Lyngskjolden med en dobbelt Forplov og jævne de Kamme, der maatte blive tilbage, med Spaden. Man lukker for Stierne, hvor de fører ud af Skoven eller ud til en Vej, fra hvilken der kan komme Vogne ind paa Stien, med en enkelt eller dobbelt Stente, med en Laage eller Ridebom, der helst maa være selvlukkende, eller med en »Mølle«, som lukker godt for større Kreaturer, naar Stolpen er c. 3 Fod høj over Jorden. Da Skovvejen i Regelen er omgivet af Bevoksninger, kræver den megen Vedligeholdelse; den vil sjældent kunne blive saa tør, som den bør, og endnu sjældnere vil man behøve at hemme Udtørringen. Da Vejen er smal, vil man ikke saaledes som paa Landevejene kunne istandsætte den ene Side af Kørebanen, medens der køres paa den anden. Til Gengæld vil man i flere Maaneder af Aaret uden kendelig Skade for Færdselen kunne udføre omfattende Istandsættelser og Forbedringer, ja endog en Tid kunne afspærre Vejen helt. Grus og Sten maa man paa- føre om Foraaret eller Efteraaret, men i Aarets Løb tager Vejen megen Skade, dels af Færdselen, dels af den store Mængde Muld som slæbes ind fra Bevokninger og Vejspor eller dannes af nedfaldne Blade og, i hvert Fald paa Grusveje, ved Regn- ormenes Arbejde; det kan derfor vistnok betale sig tillige at af- rive det faldne Løv saavel som de løse Sten ved Vinterens Be- gyndelse; siden maa man holde Vejbanen fri for omblæste Træer og store Snedriver; hvis det er Slædeføre, kan man være *) Om Vejplantning og Alleeplantning se Quaet-Faslem (anført S. 384 Anm.) og A. Oppermann: Skovene og Skovbruget i Forhold til Samfundet, 1897, S. 33—35.