Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
640
FORSENDELSE.
Man optager Planterne i det tidlige Foraar, før de har begyndt
at bryde, men dog umiddelbart inden de skal pakkes, ryster for-
sigtigt Jorden fra uden at beskadige Rødderne og samler dernæst
smaa Planter, hvis fulde Længde ikke overskrider 1 Fod, i Kurve
eller Kasser, medens større Planter pakkes i Bundter. En saadan
Kasse, der laves af simple Bræder, kan bekvemt være 4 Fod lang,
2 Fod bred og 3 Fod høj, i Enderne forsynet med Haandtag af Reb,
i Bunden og paa Siderne udforet med fugtigt Mos (jfr. S. 202);
Planterne lægges i vandrette Lag, Rod mod Rod, og dækkes med
fugtigt Mos, hvorefter Laaget sømmes til. Weszberge*) anbefaler
at pakke Frøbedsplanter, særlig af Naaletræ, i runde løst flettede
Vidjekurve; Bunden dækkes med fugtigt Mos, og et Lag Planter
lægges ringformet med Toppene yderst; fin smuldret Jord drysses
mellem Rødderne, og hvis Planterne er Lærk eller Løvtræ, udforer
man tillige Mellemrummene med Mos. Efterhaanden som man fylder
Kurven, maa Ringene gøres snævrere, eller man maa lægge et Lag
paa tværs over de andres Rødder. Naar Kurven er saa fuld, at det
sidste Lag rager nogle Tommer op over Randen, dækker man del
med et Lag Mos og lukker Kurven med Grangrene, der stikkes ind
i Kurvens Sider og bindes fast med Vidjer. Andre lægger Lag af
fin Lyng mellem Planterne, hvilket ventilerer godt.
Større Planter pakker man i Bundter. Hvis de har en kort og
busket Rod, stiller man dem 25—100 Stkr. sammen paa et Lag
stærkt fugtet Mos, der atter hviler paa to korsvis lagte Lag god
Langhalm af Rug; dernæst samler man Halmen fra alle Sider op
om Planterne, saa at Rødderne omgives tæt og fuldstændigt med
fugtigt Mos, medens Topspidserne stikker frem af Halmen, der bin-
des stramt sammen paa to eller tre Steder med Tækkegarn, saa at
hele Bundtet faar Form som en Bikube. Lange tynde Planter
lægger man Rod mod Rod paa et bredt Lag Langhalm, hvis Midte
er dækket af fugtigt Mos; underst ligger tre lange Ender Tækkegarn
paa tværs af Halmen. Man samler nu Mos og Halm om Planterne,
snører Garnenderne sammen og frembringer saaledes en langagtig
Pakke, hvis Tykkelse aftager fra Midten hen imod Enderne, hvor
Planternes Topspidser stikker ud. Weszberge anbefaler i Stedet for
Halm at bruge Granris, (1er lægges med Topenderne over hinanden,
saaledes at de tykke Grene kan beskytte Planternes Toppe; i Midten
lægges øverst et Lag korte Grene paa tværs, derover Mos, saa
Plantebundterne med Mos mellem Rødderne, endelig et nyt Lag
Grene; Bundtet samles med lire Vidjer. Et saadant Bundt kan inde-
holde c. 1000 Stkr. 1—2 Fod høje Planter. Wielandt fremhæver,
at Tang er et godt Indpakningsmateriale, der ofte kan faas billigt.
De største Kævler og Stammer, paa 70—150 Kbf., udgør
vel ofte saa tungt et Læs, at man vil køre med Firspand, indtil
man har naaet en god Landevej, men i øvrigt besørges Kør-
selen med to eller en Hest for Vognen, og Størrelsen af det
Læs, som to Heste kan trække uden at overanstrenges, afhænger
*) Ueber Pflanzenverpacken (Aus dem Walde, H. II, 1869, S. 137); jfr. ogsaa
H. Wielandt: Indpakning af Skovplanter (Forsttidende 1898, S. 17).