Haandbog I Skovbrug

640 FORSENDELSE. Man optager Planterne i det tidlige Foraar, før de har begyndt at bryde, men dog umiddelbart inden de skal pakkes, ryster for- sigtigt Jorden fra uden at beskadige Rødderne og samler dernæst smaa Planter, hvis fulde Længde ikke overskrider 1 Fod, i Kurve eller Kasser, medens større Planter pakkes i Bundter. En saadan Kasse, der laves af simple Bræder, kan bekvemt være 4 Fod lang, 2 Fod bred og 3 Fod høj, i Enderne forsynet med Haandtag af Reb, i Bunden og paa Siderne udforet med fugtigt Mos (jfr. S. 202); Planterne lægges i vandrette Lag, Rod mod Rod, og dækkes med fugtigt Mos, hvorefter Laaget sømmes til. Weszberge*) anbefaler at pakke Frøbedsplanter, særlig af Naaletræ, i runde løst flettede Vidjekurve; Bunden dækkes med fugtigt Mos, og et Lag Planter lægges ringformet med Toppene yderst; fin smuldret Jord drysses mellem Rødderne, og hvis Planterne er Lærk eller Løvtræ, udforer man tillige Mellemrummene med Mos. Efterhaanden som man fylder Kurven, maa Ringene gøres snævrere, eller man maa lægge et Lag paa tværs over de andres Rødder. Naar Kurven er saa fuld, at det sidste Lag rager nogle Tommer op over Randen, dækker man del med et Lag Mos og lukker Kurven med Grangrene, der stikkes ind i Kurvens Sider og bindes fast med Vidjer. Andre lægger Lag af fin Lyng mellem Planterne, hvilket ventilerer godt. Større Planter pakker man i Bundter. Hvis de har en kort og busket Rod, stiller man dem 25—100 Stkr. sammen paa et Lag stærkt fugtet Mos, der atter hviler paa to korsvis lagte Lag god Langhalm af Rug; dernæst samler man Halmen fra alle Sider op om Planterne, saa at Rødderne omgives tæt og fuldstændigt med fugtigt Mos, medens Topspidserne stikker frem af Halmen, der bin- des stramt sammen paa to eller tre Steder med Tækkegarn, saa at hele Bundtet faar Form som en Bikube. Lange tynde Planter lægger man Rod mod Rod paa et bredt Lag Langhalm, hvis Midte er dækket af fugtigt Mos; underst ligger tre lange Ender Tækkegarn paa tværs af Halmen. Man samler nu Mos og Halm om Planterne, snører Garnenderne sammen og frembringer saaledes en langagtig Pakke, hvis Tykkelse aftager fra Midten hen imod Enderne, hvor Planternes Topspidser stikker ud. Weszberge anbefaler i Stedet for Halm at bruge Granris, (1er lægges med Topenderne over hinanden, saaledes at de tykke Grene kan beskytte Planternes Toppe; i Midten lægges øverst et Lag korte Grene paa tværs, derover Mos, saa Plantebundterne med Mos mellem Rødderne, endelig et nyt Lag Grene; Bundtet samles med lire Vidjer. Et saadant Bundt kan inde- holde c. 1000 Stkr. 1—2 Fod høje Planter. Wielandt fremhæver, at Tang er et godt Indpakningsmateriale, der ofte kan faas billigt. De største Kævler og Stammer, paa 70—150 Kbf., udgør vel ofte saa tungt et Læs, at man vil køre med Firspand, indtil man har naaet en god Landevej, men i øvrigt besørges Kør- selen med to eller en Hest for Vognen, og Størrelsen af det Læs, som to Heste kan trække uden at overanstrenges, afhænger *) Ueber Pflanzenverpacken (Aus dem Walde, H. II, 1869, S. 137); jfr. ogsaa H. Wielandt: Indpakning af Skovplanter (Forsttidende 1898, S. 17).