Haandbog I Skovbrug

652 FORSENDELSE. stedet og fra Udladningsstedet. Indladningen maa Afsenderen sæd- vanlig besørge og bekoste. Paa korte Afstande forsendes en Del F avnetræ og Bark med aabne Baade, hvilket sædvanlig er meget billigt, da Rejsen frem og tilbage ikke varer over en Dag. Ved Forsendelse af Træ med de i fast Rute gaaende Dampskibe leverer Afsenderen Varen ved Skibsside ; Indladningen besørges da af Far- tøjets Arbejdere, men undertiden betaler Afsenderen den særskilt. De forskellige Dampskibsselskaber har vistnok ikke fælles Fragttakster. Vort Valg af Forsendelsesmaade paavirkes af mangfoldige Forhold, af hvilke ffere er nævnte i det foregaaende. Ofte vil man være henvist til at tage alle de ovenomtalte Transport- midler i sin Tjeneste, alt efter Varens Art, Køberens Bopæl og hans Fordringer til hurtig Forsendelse. Snart kan Søvejen være kortere end Banen, snart er det modsatte Tilfældet, medens Kørsel med Vogn næsten altid giver kortere Vej end Forsendelse med Bane, selv om Stationen ligger lige ud for Skoven. Der kan f. Eks. godt være Tale om, at samme Distrikt samtidig forsender paa følgende Maader: 1° Lange Kævler direkte med Vogn til et Savværk, der ligger ved Station og saaledes, at Vejen er 3 Mil med Vogn, men 5 Mil med Bane og 1/2 Mil fra Skoven til en Station, som ikke har Kran. 2° Favnetræ sendes med Bane til samme Savværk. 3° Korte Kævler sendes fra den Del af Distriktet, der ligger tæt ved Havn, men over Mil fra Station, med Skib til en By, hvis Afstand fra Skoven er 20 Mil ad Søvejen og 12 Mil ad Banen. 4° Lange Granstammer, der skal leveres med kort Varsel, sendes pr. Bane til samme By. Paa mange Omraader af Skovbruget, særlig Skovdyrkningen, gælder det om at arbejde efter en fast Plan og i samme Ret- ning Aar efter Aar. Men allerede ved Tilvirkningen maa vi ofte indrette os efter de øjeblikkelige Fordringer, som Kunderne stiller, og endnu mere bevægelige maa vi være, hvor det gælder Forsendelse; vi maa ganske særlig her forstaa at tage det nye i vor 1 jeneste uden derfor at vrage det gamle, og vi maa følge med Udviklingen paa Omraader, som i ældre Tid laa uden for Grænserne af de Emner, med hvilke Skovbrugeren behøvede at sysle. Naar Tilvirkning, Forsendelse og Salg paa bedste Maade griber ind i hinanden, vil dei* kunne tjenes og spares saa meget, at det let kan blive mere end hele Skovdistriktets Udgift til Kulturer, og i hvert Fald langt mere end Forskellen mellem Udgifterne til fortrinlige og middelmaadige Arbejder paa dette Omraade af Skovdyrkningen. Litteratur. A. Oppermann: Vare- og Handelslære, 1892—93, (autogr.).