Haandbog I Skovbrug

 664 SKOVEFFEKTERNES EGENSKABER. anselig Form forandring, og naar det tørre Ved udsættes for Fugtighed, vil det atter bulne ud, fordi Organernes Vægge paany optager dampformet eller draabeflydende Vand. Denne Ubestandig- hed hos Rumfang og Form er en uheldig Egenskab, som man søger at modarbejde ved at bestryge det tørre Ved, f. Eks. med Maling, hvis man ikke kan bringe den til at forsvinde ved Imprægnering. Jo mere regelmæssigt Veddet er bygget, desto mindre er den skade- lige Formforandring; snoet og knastet Træ, eller Stykker der er skaarne paa skraa, »over Spaan«, slaar sig stærkt, naar Fugtigheds- grader! forandres; spejlskaaret Træ bevarer Formen bedre end det, hvis Snit gaar paa tværs af Spejlene, som Kordesnit. Veddets Tør- hedsgrad maa rette sig efter de Forhold, under hvilke det skal an- vendes: mangfoldige Trækonstruktioner bliver leddeløse, fordi Træet svinder, efter at de er udførte. Vand og Luft trænger ikke let igennem Veddet paa tværs, medens nogle, især grove Træsorter er temmelig utætte, naar Gennemgangen følger deres Længderetning. Tættest er Veddet paa tværs af Spejlene. Disse Forhold har anselig Betydning for Veddets Anvendelse til Indpakning og Bygningsvæsen, hvor dets Tæthed dog kun gør sig gældende, naar Sammenføjningen af de enkelte Træstykker er tæt. Paa mangfoldige Omraader er Veddets Styrke den vigtigste Egenskab. Snart lægger man særlig Vægt paa Elasticiteten, der maales ved den Kraft, med hvilken Veddet modsætter sig en forbi- gaaende Formforandring, snart er det Hovedsagen, at Brudgrænsen ikke overskrides, at Veddet bevarer sin Sammenhæng, og man skel- ner her atter mellem Fastheden over for Tryk, Træk, Snit og andre mekaniske Paavirkninger. Sædvanlig er Trækfastheden større end Trykfastheden, der altsaa har størst Betydning af de to; en Bjælke, der bøjes til den knækker, knuses i Virkeligheden først paa den sammentrykkede Overside, inden den strakte Underside splintres: Trykfastheden er ofte en god Maalestok for Bæreevnen. Undertiden forlanger man først og fremmest, at Veddet skal være stift, at det bøjer sig saa lidt som muligt, naar det paavirkes af en vis Kraft; i andre Tilfælde foretrækker man det seje Ved, der kan bøjes meget stærkt uden at sønderbrydes, men beholder sin bøjede Form, naar Kraften ophører at virke. Haardheden er nær beslægtet med Snit- fastheden, der maales ved den Styrke, med hvilken Veddet modsæt- ter sig et fremmed skærende Legemes Indtrængen; naar Træstykker slides, bliver de i Virkeligheden oftest skaarne itu af Sandskorn, Jærn eller andre haarde Legemer, med hvilke de kommer i Berøring. Kløvningsfastheden maales ved Trædelenes (»Fibrenes«) Modstand mod at adskilles af et stødvis virkende, kløvende, kileformet Legeme. Jo større Kløvningsfastheden er, desto vanskeligere kløver Træet, desto mindre er Spalteligheden. Styrken tiltager betydeligt, naar Veddet tørres ; dog kan Sejlieden være størst hos det vaade, nyfældede Træ. Haardheden er langt større paa Tværsnit end paa andre Sider af Træet; paa tværs kan 1 ræet næsten ikke kløves, medens det i Regelen kløver lettest paa langs efter Marvstraalerne. Det regelmæssigt byggede knastefrie Ved kløver let, men Elasticiteten, Trykfastheden og Trækfastheden er stor; hvor der lindes Knaster i Træet, eller hvor det er skaaret