Haandbog I Skovbrug
Forfatter: L. A. Hauch, A. Oppermann
År: 1898-1902
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 788
UDK: 634 Hau
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
82
ATMOSFÆREN.
have Værdi ved at danne Udgangspunkter for et indgaaende Studium
af de saare vigtige Spørgsmaal.
Gennem Hugst og Kultur, Valg af Træart og Driftsform kan
vi rimeligvis i høj Grad paavirke den relative Fugtighed og der-
igennem Træernes Vækst, men da denne klimatiske Faktor er
saa afhængig af rent lokale Forhold og vistnok varierer langt
stærkere i Skoven end ude paa Marken, har den ikke i samme
Grad som andre meteorologiske Forhold været Genstand for
Iagttagelse.
Den Del af Nedbøren, der trænger ned i Jorden, bliver lier
optaget i Hulrummene eller overtrækker .lorddelene med fine
Hinder af Vand, hvilket gør Jorden henholdsvis vaad eller fug-
tig. Begge Former af Vand kaldes under et for Jordvandet.
Jordens vandholdende Evne er imidlertid højst forskellig,
saaledes at den stiger med Jorddelenes Finhed og Jordens Po-
røsitet. Tuxen fandt følgende vandholdende Evne, beregnet
efter Vægt, for stenfri Hedejord fra Bakkeø: Lyngskjold 138,
Blysand 32, Rødjord 60, Undergrund (Rødsand) 38. Efter 18
Timers Henliggen i Luften indeholdt Lagene henholdsvis 29,
4.5, 12.5 og 8.5 Vægtdele Vand. Jordens Skørning nedsætter
den vandholdende Evne, men en meget stærk Sammentrykning
kan virke i samme Retning; derimod vil et maadeholdent Tryk
forøge den vandholdende Evne: ved at tromle og klappe Jorden
i Saabede bidrager man lil at bevare den høje Grad af Fugtig-
hed, der kræves til Frøets Spiring.
Jorden kan optage betydelig mere Vand, end den formaar
at fastholde, at unddrage fra Paavirkning af Tyngdens Love.
Vandets Indtrængen og Gang igennem Jorden til-
tager med Kornenes Størrelse, men hemmes af Sten; jo tættere
Lejringen er, desto vanskeligere trænger Vandet igennem, og
hvis Jorden er lagdelt, f. Eks. Ler og Sand, er det de fineste,
tætteste Lag, der paavirker Vandbevægelsen stærkest: tæt sam-
menpakket Blysand og tørveagtig Al gennemtrænges ikke let af
Vandet, og et ganske tyndt Lerlag kan holde Vand i en Brønd.
Naar det øvre Jordlag er meget tørt, saa at alle Hulrum er
luftfyldte, kan det hindre Vandets Indtrængen i høj Grad: der
kan staa Vandpytter i dybt Støv paa en Landevej. Fugtig
Sandjord og Grusjord gennemvædes temmelig hurtigt og jævnt;
i den faste Lerjord trænger Vandet især ned gennem Rør, del-
er dannede af Regnormene eller af Planternes Rødder.
Ujævnhed forøger Fordampningen fra Overfladen af
vaad Jord, men paa den anden Side tørrer den brudte Flade
hurtigt og danner da et skærmende Dække; ved Bearbejdning af