Elektrisk Lys

12 Toppen og Krateret former Lysbuen sig som en oval violetfarvet Lysmasse omgivet af grønlige Flammer, der slaa op omkring’ det positive Kul. Det er Krateret, som er den egentlige Lysgiver. Kullet er der opvarmet til sit Smeltepunkt ca. 4000°. Overfor det stærke Krater- lys betyder Lyset fra Buen og fra Toppen af det nega- tive Kul ikke meget. Opad og Jige til Siderne er Lysstyrken derfor for- holdsvis ringe. Det stærkeste Lys gaar skraat nedad. Lige nedad spærrer Underkullet Vejen for Kraterlyset. De e 1 e k t r i s k e F o r h o 1 d ere navnlig karakteriserede derved, at Spændingen mellem Kullene maa overstige en vis Grænseværdi, for at Lysbuen kan holdes vedlige. Denne Grænseværdi, der retter sig noget efter Kullenes Beskaffenhed, beløber sig til henimod 40 Volt. Med denne Spænding kan Buen netop holde sig, naar Toppen af det negative Kul ligger i Højde med Kraterets Rand. Forlænges Buen, voxer Spændingen. Tilvæxten i Spænding er for en og samme Strømstyrke omtrent proportional med Buelængden. Med een og samme Buelængde er Spændingen der- imod næsten uafhængig af Strømstyrken. Ex- empel: Lysbue mellem et limm positivt og 9 mm negativt Kul, begge homogene: , _ . / Buelængde: 1 2 3 4 5 mm ved 5 Ampere \ ~ ' l Spænding: 45,7 49,8 53,5 58,2 62,6 Volt ved lmm Bue] / Stiømst.. 5 6 7 8 9 Amp. \ Spænding: 45,7 45,o 44,o 43,6 43,5 Volt Paa Grund af disse ejendommelige Forhold er Lys- buen i elektrisk Henseende i ustadig Ligevægt. For at gøre Lampen stabil anbringer man i Række med Lys- buen en fast Modstand af Metaltraadsspiraler el. lign, og maa da anvende en større Spænding end den til Lysbuedannelsen nødvendige. Økonomien. Buelamper give for samme Forbrug