Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

70 Mønten efter dens nøiagtige Vægt, saa snart der var Tale om en Sum af over 500 eller 1,000 Francs. Man burde da veie Summen under Eet. Ligeledes kan det lægges Overeenskomsten af 1865 til Last, at den har indrømmet for Meget til de af den indførte Sølv-Delingsmønter, som ikke ere egentlige Mønter men kun Mønttegn, eftersom man i dem liar i en tem- melig betydelig Grad formindsket den Sølvmængde, som de fuldkomne Møntstykker vilde have indeholdt. At hjemle og lovliggjøre Brugen hjemme hos sig selv af disse i Udlandet forfærdigede Mønttegn indtil et Beløb af 100 Francs er altfor overdrevent; man burde hellere være bleven staaende ved 10, om ikke 5 Francs. Ved at hylde den forældede og forkastede Lære om den dobbelte Eenhed liave Ophavsinændene til Over- eenskomsten af December 1865 troet, at de kunde støtte sig paa Loven af 7de Germinal Aar XI, som har ordnet Frankrigs Pengevæsen. Heri liave de taget feil; Loven af Aaret XI indfører ikke to Mønteenheder, men fastsætter udtrykkeligt kun een, som den med Be- stemthed hævder i en særlig Paragraph, der under Navn af almindelig Bestemmelse stilles i Spidsen for Loven udenfor Paragraphernes Numerfølge, og hvis Betydning er meget godt udviklet i det første Afsnit af Motiverne. Det er Franken, en Sølvmønt, der, som Enhver veed, veier fem Gange saa meget som Vægt- eenheden eller Grammet og indeholder et vist Forhold af Kobber, der tilsættes det ædle Metal for at give det den Varighed, som fattes det, et Forhold, man af Hensyn til Decimalloven, der omhyggeligt følges i det