Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

83 Tilnavnet — Ingen veed hvorfor — den Gode, og endnu Flere havde opfundet og efterladt deres Eftermænd som en Arv, hvilken disse til og med Ludvig den Femtende have fun- det meget velkommen, at de af Guds Naade vare beklædte med en fyrstelig Ret, i Kraft af hvilken de kunde fra- tage en Guld- eller Sølvmønt Trediedelen eller Halv- delen af det ædle Metal, der fandtes i den, og at deres Undersaatter vare forpligtede til at antage, at de saa- ledes forandrede Mønter havde samme Værdi, som om de vare uforringede. Det Mærkelige er, at i det Sprog som da kom i Brug i de kongelige Anordninger og i Lovkyndigheden, kaldtes dette at forøge Mønterne. Nu vel, en saadan Magt faae Misbrugene, naar de ere bievne gamle, at dette Sprog er trængt ind i de ud- mærkede Mænds Værk, der i Aarhundredets Begyndelse omdannede Frankrigs borgerlige Lovgivning. Man be- høver kun at læse den 1895de Artikel for i den at see Mønternes Forøgelse, det vil sige deres Forfalskning af Staten, opstillet som en regelret Forudsætning, som om man kunde gjøre to Francs af den samme Sølv- mængde, der indeholdes i een. For at Frankrig kan paa en værdig Maade frem- stille sig i Nationernes Areopag, naar det gjør det første Skridt til Indførelsen af en international Mønt, maa man først udslette hiin Artikel af Code Napoleon, der skæmmer den, og, Gud være lovet, til Ære for alle de Regjeringer, der siden 1800 have afløst hverandre, er vedbleven at være et dødt Bogstav. Det vilde ligeledes være godt, at den Franske Re- gjering, for i denne Sag at udøve al den Indflydelse, 6*