Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

84 der tilkommer den, gav slip paa en lille ureen For- deel, den hvert Aar gjør sig af Mønttilvirkningen som Følge af en skadelig Overlevering, hvorom alle Ministre sikkert ere uvidende, men som under alle vore Revo- lutioner har bevaret sig i Finantsstyrelsens Afdelinger, uagtet Mirabeau gjorde sig den Uleiliglied at fremhæve den med sin Tordenrøst for at brændemærke den. Jeg skal forklare mig nærmere. Guld- og Sølvmønterne ere, have vi sagt, Barrer, der ere fastsatte ved Loven og godkjendte af Staten med Hensyn til Vægt og Lødighed; men Vægtens ma- thematiske Nøiagtighed er umulig. Trods de fuldkom- nere Veieredskaber, man bruger, veie de Metalskiver, man har afklippet for at lægge dem under Prægema- nen, en lille Smule mere eller en lille Smule mindre, og om Lødigheden, det vil sige om Forholdet af det ædle Metal, gjælder det Samme, som om Vægten. Naar der ved en Legering i dens Heelhed viser sig et Overskud i Vægt og Lødighed, betaler Staten Besty- rerne af Møntstederne, der ere industrielle Fabrikanter, et til Overskudet svarende Vederlag, men viser der sig det Modsatte, erstatte de Staten det Manglende. Hvil- ken Afvigelse i den ene saavelsom i den anden Ret- ning der kan tilstedes for hvert enkelt Pengestykkes Ved- kommende, er fastsat; ved Loven. De Bestyrerne af Mønt- værkstederne givne Forskrifter burde gaae ud paa, at de skulle stræbe efter ved Tilvirkningen i dens Heelhed at naae netop det Rigtige, og Fremgangsmaaderne ere nu saa fuldkomne, at man ved hver enkelt Prægning næppe vilde fjerne sig derfra. I ethvert Tilfælde vilde de