Det Internationale Møntspørgsmål
1. Betænkning af en Engelsk Regjeringscommission. II. Tvende Brere af Wichel Chevalier

meget smaa Overskud ved en Prægning i værste Fald i et Aar opveie Manglerne i et andet, saa at Staten i det Hele taget ikke vilde vinde eller tabe Noget. 1 ældre Tider anbefalede man Bestyrerne saa meget som muligt at holde sig til Grændsen nedefter, tor at Statskassen kunde faae den deraf opstaa- ende Fordeel, og der maa endnu være blevet Noget af hine Forskrifter tilbage, eftersom der ufravigeligt er Mangler. Staten tjener derfor hvert Aar paa Møn- terne, hvilket i Forhold til Prægningens større eller mindre Omfang udgjør fra 100,000 til 300,000 Francs, og det nøiagtige Beløb kan aarligen læses i »Compte général de 1’administration des finances.« Det er paa Tiden, at man giver slip paa denne. Indtægtskilde. Det vilde være et af Regjeringen givet godt Exempel paa den Agtelse, Alle bør have for Mønterne, en Erkjen- delse af den sunde og betryggende Lære, at en Mønt er en med Hensyn til Vægt og Lødighed godkjendt Barre og ikke skal være Andet. Af denne baade videnskabelige og retfærdige Tanke, den eneste, Fornuften billiger og Retfærdiglieden opret- holder, udspringer der to vigtige Følger, for det Første hvad vi igaar have paaviist, at ved betydelige Beta- linger burde Mønterne kun tages efter Vægten af den hele under Eet afveiede Sum, idet det forudsættes, at Lødiglieden er rigtig, og dernæst, at Møntstederne ef- ter Begjæring af de Handlende skulde kunne mærke store Barrer, der ikke havde den samme skivedannede Skikkelse som de i Omløb værende Mønter, med et særegent Stempel. Dette finder Sted i videste Omfang