Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

211 Lauget), eller om der ikke er Laug paa samme, (Dueligheds- prove, Borgerskab, Bevilling); 3) at Ingen maa drive nære end een Næring; 4) at den, der ved at opfylde de behørige Betin- gelser har erholdt Ret til Næringsdrift, ikke kan flytte til en anden endog kun nogle Mile borlfjernet Kjobstad uden atter at være nye Betingelsers Opfyldelse underkastet; 5) at han heller ikke kan drive nogen anden Noeringsvei end den engang valgte, uden for hvis fastsatte Kreds han ikke maa giere vet mindste Skridt; samt 6) at Ingen maa som Medhjelper udfore noget til et Haandvcerk eller en Næringsgreen, paa hvilken der paa Stedet er Laug, horende Arbeide, uden at være laugsoplært Svend. Disse Indskrænkningers Afskaffelse, og en fuldkommen Næ- ringsfriheds Indførelse er altsaa det Maal, Man burde have for Die. Et andet Sporgsmaal bliver det imidlertid om det ikke vilde være det Hensigtsmæssigste at jevne Overgangen til en saadan Tingenes Orden, istedetfor paa eengang at indfore sam- me, og dette Sporgsmaal synes at maatte besvares bekræftende. Det maa nemlig erindres at Talen her ikke er om en Stat, der skal organiseres fra Nyt af, men om en længst bestaaende, i hvilken mangfoldige Forhold ere rodfæstede, og som saadanne i en vis Grad bor skaanes. En Frihed, til hvilken Man er al- deles uvant, vil neppe i Begyndelsen blive afbenyttet med Skjon- somhed, og det Sikkrcste vil det derfor vistnok være at jevne Over- gangen. At der hverken i Frankrig eller i Preussen fandt no- gen forberedende Overgang Sted kan ikke vel anføres som no- get Modbeviis; thi Næringsfriheden blev i disse Lande indfort paa en Tid, hvor alle offentlige Forhold vare i et Slags Op- losningsrilstand, og i hvilken Man saa at sige begyndte en ny, fra den forbigangne Tid skarpt adskilt, Tilværelse, hvisaarsag 14*