Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

29 At nedsætte og soge sin Næring, uformeent fit Haandværk at bruge, naar han haver gjort og soret sin borgerlige Eed og ud- giver borgerlig og Byens Tyngde." Ved denne Forordning, som ogsaa befalede Magistraterne at fratag? alle Haandvoerkere og Andre deres havte Skraaer og Laugsrettec og dem indtil videre at beholde i Forvaring, var da nu al Laugstvang afffaffet og en fuldkom- men Næringsfrihed, i det mindste de jure, atter indfort. Man synes imidlertid snart at være kommen til den Overbeviisning, at hensigtsmæssigen organiserede Foreninger blandt Haandvær- kerne, naar Man blot sorgcde for at forebygge de Misbrug, til hvilke de kunde give Anledning, kunde have flere gavnlige Virk- ninger, blandt hvilke Man nok dengang fornemmelig havde de forarmede Mesteres og Svendes Understøttelse, og Sædeligheds og Tugts og Ordens Haandhævelse blandt Haandværkstanden for Die. En væsenlig Ulempe har del nok ogsaa været, at fremmede Svende, til hvilke Man dengang i hoi Grad trængte, ikke længere turde tage Arbeide her i Landet, da de ved at ar- beide hos Fuskere vilde forspilde deres 8iet til at kunne arbeide som Svende eller nedsætte sig som Mestere i deres Hjemstavn, og at fom Folge heraf de indvandrende Svendes Antal bety- deligen formindskedes *). Under 10de Decbr. 1621 udkom der nemlig en Forordning, (begyndende med de Ord: „Eftersom Haandvcerker en af de fornemste Aarsager ere, hvilke næst Gud den Almægtigstes naadige Velsignelse Landes og Riges Frem- ArbeidSkarls Daglon bestemmes ved denne Taxt til 4 Hvid. En mærkelig Artikel i denne Reces er ogsaa Art. 7. *) Ogsaa i flere af de langt senere hen i Tiden udstedte Laugsar- tikler anfores det som et Motiv til at fremme Laugsindretning ved visse Professioner, at fremmede Svende ikke vilde indvandre naar der ei var Laug, og at der desaarsag i flige Haandværk foltes Mangel paa Svende. See, for at tage et Exempel, Gjort- lernes Laugsartikler af 2den Novbr. 1741 tz. 16.