Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

42 blive Mester. Og foruden dette blev det ved den samme Forordning befalet, at Amtmandene kun maae meddele saa mange Frimester- Bevillinger, som der kan bestå ae med Kjobstædernes Tarv, hvilket da ligeledes er en væsentlig Jndflcænkning. Med Hensyn til Mesterstykkernes Forfærdigelse blev der givet nye, tildeels skærpende Bestemmelser, ved hvilke den Magi- straten ved Reflript af 10de April 1761 §. 8 tilstaaede Ret til at dispensere fra Mesterstykkes Forfærdigelse naar Bedkommen- des Duelighed paa anden Maade var beviist, indirekte blev hævet. Ved Reskript 14de April 1820 blev uden Hensyn til Reskc. 10de April 1761, (jfr. S. 35), befalet, at Borgerskab kun maa meddeles paa en bestemt Næring, og at enhver Borger skal blive ved den Næring, hvorpaa han har vundet Borgerskab. Det blev ved Pl. 23de Octbr. 1822 §. 5 befalet, at og- saa de, som nedsætte sig i en Kjobstad paa en Haandtering hvorpaa der ikke der paa Stedet er Laug, skulle aflægge Duelighedsprøve, ja i Reglen endog et Prøvestykke „liigt det, der -for samme Haandværk er foreskrevet som Mesterstykke i de almindelige Laugsartikler." De fleste af de Haandværkere, som ifolge Lovens 3—13—23 frit kunde nedsætte sig paa Landet, blev det ved Pl. 3die April 1816 paalazt hertil at erhverve Amtmandenes Bevilling, og Meddelel- sen af samme blev betinget af at Amtmanden er af den Forme- ning, at der ikke allerede er bosat saa stort el Antal flige Haand- væckere, som Distriktets Tarv fordrer. Landhaandvoerkernc, som tidligere havde havt Tilladelse til at holde Svende og Drenge, blev dette forbudet ved Pl. 29de Novbr. 1822, og særlig Bevilling kunde endogsaa kun meddeles til at holde een Svend og een Dreng, hvilket naturligviks var en saare fole- lig Indskrænkning. Det hidtil tvivlsomme Sporgsmaal, om Landhaandværkerne vare berettigede til at arbeide for Kjobstoe- --— —°