Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

44 Fjerde Afsnit. Om Le tor Oieblikket med Hensyn til Laugsin-retningen og Næringslovgivningen gfeldende Aestemmetter. Den i forrige Afsnit omtalte Bestemmelse i den colding- ske Reces, at Haandvcerk, med Undtagelse af nogle af de for Landmanden nødvendigste, ikke maac drives paa Landet, men kun i Kjobstoederne, er gjentaget saavel i Kjobstoedernes Privilegier af 24 Juli 1661 §. 5, som i Christian den 5tes Danske Lovs 3—13—23, hvor det hedder: „Ingen Haandvoerksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen Grovsmede, Tommermoend, Bodkere, Teglbrændere, Pottemagere, som gjore sorte Potter, Hjulmoend, Muurmestere, Stindere,' Vævere, som væve Vad- mel, Blaar og Hampelærred, Skræddere, som sye Vadmel, og de Skomagere, som sye Bonderfkoe;" og denne Bestemmelse er ikke blot ikke senere bleven hævet, men den er endogsaa ofte i den nyere Lovgivning bleven gjentagen, dog med nærmere Bestemmelser, som overholdes med temmelig megen Strenghed. Neglen er saaledes: At Haandvoerksdrift kun maa udøves i Kjobstoederne. Undtagelserne fra denne Regel kunne deles i to Klasser; de, som ikke behove Bevilling for al kunne nedsætte sig paa Landet, og de, som have en saadan behov. 1) Til den førstnævnte Klasse hore de i Lovens 3—13—23 nævnte Vævere, Grovsmedde og Hjulmoend, og foruden disse, Slag- tere (Pl. 22 Juli 1822), og Rugbrodsbagere og Dlbryggere (Rff. 8de Juni 1796), hvilke uden nogen Bevilling dertil kunne nedsætte sig hvor de ville paa Landet og drive deres Haand- tering med saamange Svende og Drenge de selv ville. 2) De scm behove Bevilling kunne deles i to Klasser, de