Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

83 ligheder gik tabt enten i vort Fædreland, eller i de Lande, hvor der er Næringsfriheds Hvad det Beviis angaaer, som hentes fra den For- pligtelse til at staae visse Aar i Lære, som Laugsvoesenet medfsrer, da kan samme ikke anvendes paa vore danske Forhold, eftersom denne Forpligtelse, som tidligere bemærket, ikke længere finder Sted ved Haandværkslaugene i Danmark. Desuden vil Oplærelse hos en Mester, efter hvad Erfaringen saavel her som andensteds har viist, stedse blive det Almindelige om ogsaa in- gen Forpligtelse dertil finder Sted; thi kun meget faae af dem, der danne sig til Haandvoerkere, ville have Raad til at skaffe sig den fornodne Dvelse og Kundskab ved at tage Underviisning i Haandvcrrket saaledcs som Man tager samme i andre Ting Man vil lære, og Massen, som ikke blot vil have Under- viisnkngen men ogsaa Livsopholdet, medens de erholde den, frit, vil vedblive at staae visse Aar i Lære for ved personligt Arbeide at betale samme, hvorpaa ogsaa mange Haandterknger, paa hvilke der aldrig har været noget Laug, (til Ex. Bogtryk- kernes, konditorernes, Instrumentmagernes og Kunstdrekernes), men ved hvilke Lcerlingerne ligeledes frivilligen staae deres sire til fem eller sex Aar i Lære, kunne tjene til Beviis. Forsaavidt Man endeligen har hentet et Argument for den omhandlede Paastand fra den Forpligtelse til Vandring, som Laugsvoesenet medfører, da kan samme ligesaalkdet som dr foregaaende have nogen Kraft i Danmark, eftersom Forpligtelsen til Vandring, som tidligere bemærket, er hævet ved Pl. Ilte Aug. 1794, ligesom det ogsaa maa erindres, at den tvungne Vandring, af Grunde som enhver let selv vil kunne sige sig, ikke har nogen gavnlig Virkning; at Forpligtelsen til samme er saare let at omgaae, da Vedkommende blot behover at reise til ti*