Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

85 den større Grad af Fcerdi'ghed, som Mesterstykkets Forfcerdigelse udfordrer, er en ligegyldig Sag for den, som kun vil have sim- peit Arbeide udfort, og at Mesterens egen Duelighed hyppigst langtfra ikke er saa vigtig for Kunderne, som at han er en ær- lig og paapassende Mand, der har de Egenskaber, der fordres til med Held at kunne forestaae et Værksted, Hvis Man virkeli- gen vilde forvisse sig om Vedkommendes Brugbarhed, da maatte Man anordne en theoretisk-praktisk Examen. En saadan Due- lighedsprove er imidlertid ligesom den hele Garantie for at Me- sterne ikke leverer Publikum flette Varer, i Reglen overflødig. Thi Publikums egen Interesse og Mesterens Frygt for md flet Arbeide at miste sine Kunder og saaledes at blive brod- los afgiver en langt bedre end det vilde være Staten muligt endogsaa ved en nok saa stor Detailregjering at kunne yde. Ingen henvender sig letteligen til en Haandværker uden at ban enten ved egen Erfaring eller Andres Anbefaling har forvisset sig om at ban leverer godt Arbeide, og jo vanskeligere det er strax at kunne overtyde sig om Varernes gode Beffaffenhed, desto forsigtigere er Man; hvortil kommer at Næringsfrihedens Indførelse, efter hvad Erfaringen tilstrækkeligen har godtgjort stedse ved den stocre Concurrence den fremkalder bevirker, at Oplagene af færdige Varer, hvor Enhver strax kan tilfredsstille sine Fornødenheder, tiltage betydeligen saavel i Antal som i Omfang. Og hvad anbin Garantie end egen Undersøgelse af Gjenstandenes Beskaffenhed har Publikum ved alle de Varer, som leveres af Landmanden eller Fabrikanten, eller af dem, der drive de frie Haandteringer, af hvilke der jo ikke fordres noget Beviis paa Duelighed? Paa de Steder, hvor Man har ophæ- vet Laugsvæsenet, har Man heller ikke sporet det mindste til at de gamle Laugsmestere havde Publikums Tillid i høiere Grad end de, som senere have nedsat sig, hvorfor heller aldrig de Forst-