Jyske Havnespørgsmaal

27 ingen Maade for derved at ville betegne disse Prover join uforsvarlige, tværtimod — vi finde dem rigtige og hensigtsmæssige, hvad ogsaa deres sidste Resultat (Helgoland) turde have vist, og Exemplet vilde jo ogsaa tjene vort Formaal daarligt, hvis det ikke var folgeværdigt; thi det er jo netop Prover og Forjog vi forlange - Forfog, der gaa ud paa at skabe Folket nhe Bel- standskilder, at styrke Landets Livsnerver, at udvikle Foretageljesaanden, og derigjen- nem give Landet Kraft og Evne til at bære de nodvendige Ofre til sit Forsvar og Hævdelsen as sin Selvstændighed. Bi tro nemlig, at Udviklingen af vort Forsvar og af vore materielle Hjælpekilder bor gaa Haand i Haand; thi det er dog de sidste, der til Syvende og Sidst maa bære det forste, og det er næppe nogen Paradox, naar vi hævde, at jo flere pro- duktive Udgifter et Land paatager sig, desto flere og ftorre uproduktive vil det kunne afholde. Det vilde sikkert derfor være en fuldstændig Miskjendelse af alle naturlige Principer, om man vilde mod- sætte sig Udgifter til materielle Formaals Fremme af Hensyn til Udgifter, som mere ideelle Opgaver med Nodvendighed krævede; thi den nærmeste Folge vilde let blive, at Hverken det Ene eller det Andet naaedes. Nej, Sagen er ganske simpelt den: jo bedre et Folk er stillet, desto bedre kan det bringe Ofre for sit Forsvar, desto Hellere vil og desto nødvendigere maa det gjore Alt, for at bevare sin gode Stilling og Selvstændighed. Vi have fremsat disse Bemærkninger, fordi der er sat en saa stærk Agitation i Gang for Befæstningssagen, og fordi vi haabe, al der vil rejse sig en lignende i Havnesagen, og vi vilde da nodig se de to store Sager bekæmpe hinanden af den Grund, at de begge fordrede store Ofre, og at derfor den ene maatte slaas ihjel, for at den anden kunde florere, i Stedet for at de, ret bcsete, udmærket kunne forliges, og derfor snarere bør hjælpes ad end se skjævt til Hinanden. Efter denne Digression vende vi os atter til vort specielle SEmne. Blandt de Løftestænger, soin i første Række bidrage til at fremme et Lands Opkomst, maa ubetinget regnes gode Forbindelsesmidler; thi hvad er vel et Land, set i materiel Forstand, uden Veje, uden Jernbaner og uden Havne? Det vilde være ubilligt at nægte, at de to førstnævnte Forbindelses- midler hos os befinde sig i en god og jævn Fremgang, men anderledes stiller det sig for Havnenes og fremfor Alt for Vand- vejenes Vedkommende; thi tige saa Meget som Staten har anvendt paa de første, lige saa Lidt har den ofret paa de sidste. Skulde denne Forsømmelse monstro ikke ogsaa være en af de væsentligste Grunde til, at vort havomslydte Lauds Skibsfart staar saa uhyggelig langt tilbage for andre Landes, navnlig sammenlignet med vort Naboland Norges? Bi have alt angivet, at dette Lands Handelsflaade i 1878 havde en Drægtighed af 1,527,000 Tons; lad os se Størrelsen af Danmarks i del samme Aar: den var da — 251,209 Tons*), altsaa knapt en Sjettedel af Norges. Man maa vide, at Aarsagen til denne Under- legenhed hverken kan søges i en ugunstigere Beliggenhed, i manglende Kapital, i ufrugt- barere Jordbund eller i et færre Ind- byggerantal; thi i alle disse Henseender kan Danmark visselig fuldtud maale sig med Norge, og man kan derfor, da der dog maa være bestemte Grunde til det sørge- lige Misforhold, vort de to Landes Skibsfart staa til hinanden, vistnok være berettiget til at søge en af de væsentligste i vor store Mangel paa Havne ved vor bedste Vandvej — Nordsøen. At dette er rigtigt, derpaa synes ogsaa den Kjends- gjerning at tyde, at netop den Provins, som paa Grund as siir Beliggenhed just ved denne fortrinligste Vandvej burde Have den største Skibsfart, staar uendelig langt tilbage sor de andre, med Havne bedre forsynede Provinser, idet Jyllands Han- delsflaade i 1878 kun havde en Drægtighed af 51,099 Tons mod Dernes 200,110 Tons, altsaa omtrent kun en Fjerdedel, og sammenholder man alene Dampskibene, bliver Forholdet endnu grellere, idet Jyl- lands Dampfkibsflaades Drægtighed kun udgjør en Fjortendedel af hele Landets. Bi ville i disse vore almindelige Be- tragtninger nødig gjøre for dristige Slut- ninger, nødig sigte faa højt, at vi skyde over Maalet; vi nægte derfor slet ikke, at der kan være andre, og maaske endog meget betydende, Grunde end Mangleir paa Nord- søhavne, der medvirke til, at vor Skibsfart staar paa et forholdsvis saa lavt Trin, *) Ved Udgangen af 1880 var Drægtigheden endog sunket ned til 249,465 Tons, og til Sammenligning skulle vi anføre, at den engelske Handelsflaade i et eneste Aar (1879/so) alene ved totalt forliste Skibe mistede ikte saa lidt Mere, nemlig 298,975 Tous.